Kinas tredjestørste svineproducent, New Hope Liuhe, planlægger at udstede A-aktier for 3,8 milliarder yuan (ca. 3,7 milliarder kroner) til investorer, ifølge internationale medier.
Det skriver Landbrug & Fødevarer i Markedsnyt for grisekød.
Af disse midler vil 2,7 milliarder yuan blive brugt til at opgradere eksisterende svinebesætninger, mens 1,1 mia. yuan skal afdrage på virksomhedens bankgæld.
I 2022 producerede New Hope Liuhe over 14 millioner svin, hvilket gjorde dem til landets tredjestørste svineproducent, efter Muyuan og Wens.
I 2023 solgte New Hope Liuhe aktieandele i Shandong Zhongxin Food og Beijing Food Processing for 4,2 milliarder yuan som respons på betydelige underskud i deres svineproduktion. Trods tidligere tab har stigende svinepriser i Kina igen gjort svineproduktion profitabel.