Prognose: Svinekødsproduktionen i EU på vej ned
EU-Kommissionen forventer, at stigende samfundskritik, strammere regulering og svagere eksport vil reducere produktionen af grisekød frem mod 2035.

Der er ikke udsigt til en større produktion af svinekød i EU i de kommende ti år, hvis man spørger hos EU-Kommissionen. Snarere tvært imod. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
EU-Kommissionen forventer, at både produktion og forbrug af grisekød i EU vil falde markant frem mod 2035. Det fremgår af Kommissionens seneste Medium-term outlook for EU agricultural markets, der blev offentliggjort i december.
Selvom produktionen af grisekød i EU er steget i 2024 og 2025, vurderer Kommissionen, at den samlede produktion i EU-27 frem mod 2035 vil blive reduceret med omkring 0,75 procent om året. Det skriver Markedsnyt for Grisekød fra Landbrug & Fødevarer.
Ifølge analysen skyldes udviklingen blandt andet en stigende samfundskritik af intensive produktionssystemer i griseproduktionen. Samtidig forventes skærpet lovgivning og svækkede eksportmuligheder uden for EU at lægge yderligere pres på sektoren.
Styr på ASF
Afrikansk svinepest ventes fortsat at være til stede i EU i 2035, men Kommissionen forventer ikke nye store og ukontrollerede udbrud af sygdommen, der kan få afgørende betydning for produktionen.
Også eksporten af grisekød står ifølge Kommissionen over for udfordringer. EU’s eksport forventes at falde frem mod 2025, blandt andet fordi vigtige aftagermarkeder som Kina og Vietnam ventes at genopbygge deres egen produktion og dermed reducere behovet for europæisk grisekød.
Forbruget af grisekød i EU ventes at følge samme nedadgående tendens som produktionen. Her peger Kommissionen på sundhedsmæssige, miljømæssige og sociale hensyn som de væsentligste forklaringer på det faldende forbrug.









































