Arlas acontopris for konventionel mælk og økologisk mælk sænkes med 44,6 øre pr. kg (6,00 eurocent/kg) fra 1. april 2023.
Arlas mælkepris fortsætter trenden i 2023, der udelukkende har budt på fald i mælkeprisen. Og denne gang er faldet større end hidtil. Det oplyser Arla i en markedsopdatering.
Fra 1. april sænkes det danske mejeris acontopris for konventionel og økologisk mælk begge med 44,6 øre pr. kg (6 eurocent pr. kg). Derfor vil Arlas acontopris for konventionel mælk og økologisk mælk af den bedste kvalitet baseret på GMO-frit foder, hvor medlemmet har indsendt Klimatjek-data, være henholdsvis 340,2 og 381,6 øre pr. kg.
Ifølge Arla er det fortsat inflationen, der påvirker forbrugernes efterspørgsel negativt. Det får blandt andet forbrugernes til at fravælge økologiske produkter. Samtidig ser man en vækst i de globale mælkemængder. Og de to ting kombineret skaber betydelige fald i råvarepriserne. Priserne for nogle kategorier af mejeriprodukter viser dog tidlige tegn på en stabilisering, oplyser Arla.
Mælkeindvejning:
Mælkeproduktionen i EU-27+Storbritannien i december steg med cirka 1,1 procent i forhold til sidste år. Det er en stor opbremsning i forhold til væksten på 1,9 procent i november. Fedt- og proteinmængden i mælken var dog særdeles stærk i december, hvilket fik den komponentjusterede produktion til at stige med 1,9 procent, svarende til en stigning i forhold til den komponentjusterede vækst på 1,5 procent i november.
I USA var mælkeproduktionen en smule svagere end forventet (+1,3 procent), og USDA nedjusterede også forventningerne for december fra +0,8 til +0,6 procent. New Zealands produktion af mælketørstof for januar steg med 1,9 procent i forhold til sidste år, hvilket var højere end forventet.
Produktionen i januar sidste år faldt med 6,1 procent, så det meste af den vækst, som vi ser nu, skyldes sammenligningen med de lavere tal fra sidste år. Australiens mælkeproduktion i januar faldt med 3,6 procent sammenlignet sidste år, hvilket var en smule mindre negativt end i de seneste måneder, men det er stadig ikke tilfredsstillende.
Ost:
Man ser i øjeblikket et ret afbalanceret marked, som de fleste ville kalde for stabilt, og hvor priserne på råvaremarkedet for ost er ved at flade ud.
Mælkepulver:
Priserne på mælkepulver har holdt sig meget stabile i de seneste uger.
Smør:
Efter nogle uger med meget svingende priser ser det ud til, at markederne er ved at falde til ro.