Danskernes indtag af koldskål har været højt i år. Rekordhøjt. Ifølge Arlas salgstal er der i maj og juni måned solgt 6.134.780 liter koldskål. Det er en stigning på over 1 million liter koldskål sammenlignet med samme periode sidste år. Og det er ikke så underligt, siger Ole E. Hansen, som er mejeridirektør på Slagelse Mejericenter, hvor de i år har slået verdensrekord i produktionen. For når solen brager frem fra en skyfri himmel, bliver danskerne ualmindeligt sultne efter det vaniljesøde surmælksprodukt.
Sol, sommer, strand og koldskål. Noget tyder på, at koldskål hører sig solskinsvejret til, og at danskernes trang til koldskål har været særlig stor i år. I løbet af maj og juni har Arla nemlig solgt 6.134.780 liter koldskål. Det skriver Arla i en pressemeddelelse.
Det svarer til en stigning på over en million liter sammenlignet med samme periode sidste år, nærmere bestemt 1.106.391 liter koldskål. Samtidig er det en stigning på 719.000 liter sammenlignet med 2021 og over 2 millioner liter sammenlignet med 2020.
Det er typisk den klassiske koldskål med tykmælk, æg og vanilje, der ryger ned fra hylderne i supermarkedet. Og den høje efterspørgsel kan i den grad mærkes på Slagelse Mejericenter, hvor de har produceret Arlas klassiske koldskål med tykmælk og æg i mere end 20 år.
Ifølge Ole E. Hansen, mejeridirektør på Slagelse Mejericenter, er de varme solstråler årsagen til det vilde salg.
- Det er helt sikkert det varme solskinsvejr, der er årsag til danskernes koldskålstrang, siger Ole E. Hansen, som har arbejdet på Slagelse Mejericenter i 36 år, og derfor om nogen kender til danskernes koldskålvaner:
- Det er som regel sådan, at så snart vejrudsigten varsler solskin og mere end 20 grader, så sælger vi meget mere koldskål, end hvis det er køligt og regner. Særligt juni måned i år har været varm og tør, så det har været den absolut bedste måned, fortæller han.
Verdensrekord
Ole E. Hansen har været med siden koldskålsproduktionens spæde begyndelse og kan fortælle, at Slagelse Mejericenter aldrig nogensinde har produceret så meget koldskål på én uge, som de gjorde i uge 24 i år. Her nåede mejeriet op på hele 712.000 liter koldskål.
Det er en verdensrekord, fortæller Ole E. Hansen.
- Det er aldrig sket før, at et mejeri har lavet så meget koldskål på en uge, siger han og fortsætter:
- Det kræver en helt særlig indsats, hvis mejeriet skal kunne producere 712.000 liter koldskål på kun én uge, og jeg er meget taknemmelig for medarbejdernes store stykke arbejde. De har haft utroligt travlt, og flere har været nødt til at rykke midlertidigt til koldskålproduktionen og tage ekstravagter i perioden. Vi kunne ganske enkelt ikke have gjort det uden dem, siger Ole E. Hansen.
Fakta om Arlas koldskålssalg og Slagelse Mejericenter
-
I maj og juni måned 2023 solgte Arla 6.134.780 liter koldskål
-
I maj og juni måned 2022 solgte Arla 5.028.389 liter koldskål
-
Det er en stigning i salget fra 2022 til 2023 på over 1 million liter koldskål – mere præcist 1.106.391 liter yderligere koldskål til danskerne
-
Og en stigning i salget fra 2020 til 2023 på over 2 millioner liter koldskål
-
Slagelse Mejericenter er ejet af Arla. Her produceres og leveres cirka 45 procent af Arlas friskmælksprodukter til de danske kunder
-
I uge 24 2023 slog Slagelse Mejericenter verdensrekord med en koldskålsproduktion på 712.000 liter koldskål på én uge