Dansk svinenotering taber igen terræn til europæiske konkurrenter

De fleste europæiske slagtesvinenoteringer holder niveauet i uge 2, mens den danske notering falder.

Det europæiske slagtesvinemarked har en uensartet start på anden kalenderuge i det nye år 2024. Mens nogle noteringer er uændrede, falder andre noteringer lidt. Det skriver Danske Svineproducenter i sit ugentlige markedsnyt, Rundt i Europa, for uge 2.

De manglende slagtedage i forbindelse med jul og nytår har ført til de forventede forsinkelser i afsætning af slagteklare grise i de forskellige EU-lande. Afviklingen af udbudspuklen skrider dog fremad. Derfor er forsyningssituationen på slagtemarkedet tilstrækkelig på tværs af grænserne, vurderer Danske Svineproducenter.

- Som sædvanlig går kødhandelen ret langsomt i begyndelsen af året, hvor forbrugernes efterspørgsel er lavere end før ferien, og hvor forarbejdningsproduktionen stiger efter ferietiden. Samlet set er det europæiske kødmarked godt forsynet. Konkurrenceevnen for eksport af grisekød til tredjelande er fortsat et diskussionsemne blandt markedsinteressenterne i begyndelsen af året i betragtning af de forholdsvis høje priser i Europa og set fra et globalt perspektiv, skriver producentforeningen.

Stabilitet

Den spanske notering ligger fortsat på 15,97 kroner pr. kg kød og har gjort det i flere uger. Den tyske notering er for tolvte uge i streg på 15,24 kroner pr. kg kød. Den hollandske notering er på samme niveau. Og den franske notering bevæger sig ligeledes heller ikke.

I Frankrig er efterspørgslen god i forlængelse af de store reklamekampagner for grisekød i detailhandlen. Slagteaktiviteterne er derfor udvidet for at dække efterspørgslen. Hollandske slagterier klager for tiden over prispres på det europæiske kødmarked.

Belgiske svineproducenter måtte notere sig et noteringsfald på korrigerede 4 cent (cirka 27 øre). I Danmark nedsatte Danish Crown afregningsprisen med korrigerede 3 cent (cirka 20 øre) på baggrund af lavere efterspørgsel på kødmarkedet i begyndelsen af året. Det betyder, at den danske notering fortsat er på sidstepladsen i den europæiske prissammenligning. I Østrig tilskrives prisfaldet også primært dårlig efterspørgsel på kødmarkedet, oplyser Danske Svineproducenter

Læs også