Selvom arbejdsmarkederne fortsat er stærke i de fleste lande, er inflationen kommet så langt ned, at det er sandsynligt, at centralbankerne sænker renten allerede i år. Dermed synes en blød landing i verdensøkonomien at være indenfor rækkevidde, vurderer Nordeas økonomer i prognosen Economic Outlook, der netop er blevet offentliggjort.

- Vi venter en vækst i verdensøkonomien omkring tre procent både i år og i 2025. Den spændte geopolitiske situation betyder ikke desto mindre, at usikkerheden på prognosen er stor, ligesom den kan ramme verdenshandlen hårdt, lyder det fra Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.

Inflationen er ved at komme under kontrol. Den blev på 3,3 procent i 2023 og ventes at falde yderligere til knap 2 procent i år for så at stige lidt i 2025. Da lønningerne stiger med godt 5 procent i år er husholdningernes købekraft derfor ved at blive genoprettet hurtigere end tidligere ventet. Læg dertil, at skattereformen træder i kraft i 2025, og at arbejdsmarkedet fortsat er stærkt, skriver Nordea.

- Det giver anledning til at forvente, at privatforbruget kan blive drivkraften i et nyt opsving fra 2025, selvom den stigende rentebyrde alt andet lige virker bremsende på aktiviteten, siger Helge J. Pedersen, der altså også vurderer, at rentetoppen er nået.

- Det overraskende hurtige fald i inflationen betyder, at vi allerede her i første halvår af 2024 vil se de store centralbanker sænke renterne. De lange renter vurderes ligeledes at være tæt på toppen, men vi skal ikke vente, at de falder tilbage til samme lave niveauer som under pandemien. De store centralbankers balancereduktion vil være med til at holde de lange markedsrenter oppe, siger han.