Elendig Canola-høst gavner europæisk landbrug

Canola, der er den canadiske pendant til den europæiske rapsfrø, har ikke ligefrem haft de bedste vilkår i år. Sne og regnvejr har ødelagt høsten og gjort det næsten umuligt at så Canola til næste års høst. Det er skidt for de canadiske landmænd, men en god nyhed for europæiske producenter af rapsfrø.

Det er langt fra kun europæiske landmænd, der har haft problemer med rapsfrø i 2019. Dette års europæiske rapshøst skuffede gevaldigt og dårlige vejrforhold over det meste af Europa i forbindelse med såning betød, at næste års produktion af rapsfrø heller ikke forventes at blive for god. I Canada står det om muligt endnu værre til med deres Canola, der er at opfatte som Canadas modsvar på den europæiske rapsfrø.

Voldsomme mængder af nedbør, i form af både regn og sne betyder, at flere millioner af acres med Canola, så at sige ligger begravet og dermed ikke kan høstes. Som en konsekvens af de meget ugunstige vejrforhold, mangler de canadiske landmænd fortsat at høste op mod 13 procent af de tilsåede arealer. Den Canola der endnu ikke er blevet høstet er ganske enkelt gået tabt. Ydermere betyder det, at de canadiske landmænd heller ikke har kunnet så den rapsfrø, som de normalt ville havde gjort frem mod næste års høst.

Prisen for canadisk raps falder

Umiddelbart burde det betyde, at den canadiske pendant til europæisk rapsfrø, skulle eksplodere i pris. Det er blot ikke tilfældet. I stedet for har prisen for den canadiske Canola, tabt godt og vel 3 procent i værdi hen over 2019. Grunden hertil er den konflikt, der fortsat verserer mellem Kina og Canada, efter at en højtstående kinesisk ansat i Huawei blev arresteret sidste år. Efterfølgende har der udviklet sig en diplomatisk konflikt imellem de to lande, hvilket blandt andet betyder, at Kina har nedlagt forbud mod import af den canadiske Canola. Kina er ellers normalt Canadas største eksportmarked for Canola, hvilket dermed er grunden til, at prisen for den canadiske rapsfrø ikke stiger i pris, til trods for en ganske forfærdelig Canola-høst.

Kina køber rapsfrø fra Europa

Derimod gavner det rapsproducenterne her i Europa. Kina forsøger således at dække landets behov for import af den rapsfrø de normalt importerer fra Canada ind, ved i stedet at importere rapsfrø fra Europa.

Hvor den canadiske rapspris således har været en anelse faldende i løbet af 2019, så har den europæiske rapspris derimod oplevet ikke så lidt af en opblomstring. Den europæiske rapspris på MATIF-børsen i Paris er således siden starten af året gået fra et lavpunkt i 348 euro pr. ton, til en aktuel pris der hedder 390 euro pr. ton. Det svarer til en prisstigning i løbet af 2019 på 12 procent.

Med den elendige høst i Canada in mente og med den konflikt der stadig kører mellem Canada og Kina, er der udsigt til, at den europæiske rapspris langt fra er færdig med at stige. Jeg fastholder derfor min anbefaling fra starten af 2019, om at afvente salg af rapsfrø.

Lyt også til den nyeste markedspodcast med Peter Arendt og Jacob Lund-Larsen

Læs også