Markedsnoter: Økonom bekymret for »gummiparagraf«

Cheføkonom i Nykredit, Tore Stramer, er bekymret for nogle af formuleringerne i aftalen mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre om et regeringsgrundlag.

- Regeringen har i min optik formuleret lidt af en gummiparagraf, hvor der sigtes efter, at tiltag, der reducerer beskæftigelsen, som minimum skal modsvares af andre tiltag, der øger beskæftigelsen tilsvarende. Dog ikke nødvendigvis samtidig. Det skurrer en smule i ørerne.

- Det er i den nuværende konjunktursituation super vigtigt, at den nye regering her på den korte bane har fokus på tiltag, der muliggør en fortsat stigning i beskæftigelsen via en fortsat udvidelse af arbejdsudbuddet. Gummiparagraffen øger i mine øjne risikoen for politikfejl her på den korte bane, lyder det fra Tore Stramer, der dog glæder sig over, at regeringen ønsker at holde fast i de allerede vedtagne arbejdsmarkedsreformer og har fokus på at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

Kan rapsprisen holde stand?

De gode priser på raps er ved at være forbi, vurderer analysehuset AgroMarkets.

- Prisen går nu i faldende retning, så har du stadig store mængder usolgte rapsfrø på høst 2019, bør du lægge en plan for, hvordan du vil reagere, skriver analytikeren John Jensen på www.agromarkets.dk.

AgroMarkets anbefaler at sælge al rapsfrø fra høst 2018 og 70 procent af høst 2019 til 269 kroner pr. 100 kg.

Sojaprisen falder, men slår endnu ikke igennem i Danmark, så landmændene bør afvente yderligere køb, vurderer AgroMarkets.

- Udfaldet af mødet mellem USA og Kina kan næsten flytte prisen mere end de fundamentale forhold, der driver prisen nu. Derfor ser vi med stor spænding frem til udfaldet af mødet – og om der overhovedet kommer et møde i stand.

Købere af soja, tilskudsfoder, højproteinblandinger til malkekøer, rapsskrå og -kager samt andre proteinråvarer bør have dækket sig af til og med oktober 2020. Det gælder også økologiske produkter.

Læs også