Rusland begrænser eksporten af hvede

Hvedeprisens kraftige stigning siden september måned bakkes nu op af et forslag fra det russiske landbrugsministerium, om at begrænse eksporten af hvede frem mod juni måned.

Det russiske landbrugsministerium har foreslået den russiske regering at begrænse landets eksport af hvede til 20 millioner tons, i perioden fra januar måned og frem til høstens begyndelse til sommer. Herefter vil det russiske landbrugsministerium tage eksportbegrænsningen op til overvejelse og beslutte sig for, om der stadig skal være begrænsninger på eksporten af russisk hvede, alt afhængig af hvordan den russiske høst kommer til at forløbe.

Rusland er verdens største eksportør af hvede og derfor er det nye forslag om eksportbegrænsning på hvede med til at sætte ekstra skub, i det prisryk vi oplever på kornmarkedet her i Europa.

Russiske eksport falder 18%

Den russiske forsyningssituation med hvede strammer til i indeværende sæson. Den russiske hvedeeksport er af samme grund faldet med 18 procent i den igangværende sæson, set i forhold til sæson inden. Den russiske eksportpris er som en konsekvens heraf gået kraftigt op hen over efteråret. Tidligere har Rusland været katalysator for lave kornpriser her i Europa, i perioder hvor de har haft rigeligt med hvede på lager og dermed har eksporteret på livet løs til lave afregningspriser. Nu er det så den omvendte situation. Det vil sige en situation, hvor de er presset i Rusland på forsyningssituationen med hvede og dermed er Rusland lige nu katalysator for de pæne prisstigninger vi oplever for hvede her i Europa.

Rusland har før chokeret med eksportbegrænsninger

Det er lang fra første gang, at Rusland har overrasket markedet med eksportrestriktioner på hvede. Det samme gjorde Rusland i 2010. Den gang resulterede det også i en hvedepris der skød kraftigt i vejret her i Europa.

Forslaget fra det russiske landbrugsministerium mangler fortsat at blive accepteret af den russiske regering. Bliver eksportbegrænsningerne implementeret, hvilket vi må forvente, så vil det bekræfte den tekniske situation på hvedebørsen MATIF i Paris, hvor hvedeprisen peger op frem mod sommerens høst. I første omgang ligger målet for hvedeprisen på MATIF ved pristoppene fra 2018 i området omkring 220 euro pr. ton. I skrivende stund handler hvedeprisen på MATIF til 195 euro pr. ton.

 

Læs også