Dobbelt 50-års jubilæum
Birthe og Oluf Poulsen fra Herborg Maskinforretning fejrer 50-års jubilæum den 1. marts.

Birthe og Oluf Poulsen, Herborg Maskinforretning, kan 1. marts fejre dobbelt 50-års jubilæum. Pressefoto
I 1968 blev Oluf udlært som maskinsmed. Efter et par år i marinen arbejdede han som montør hos Massey Ferguson fra 1970 til 1975. I 1975 købte han den gamle smedje i Herborg og grundlagde Herborg Maskinforretning, som blev John Deere-forhandler i 1976.
I 1978 flyttede virksomheden til nye lokaler på Tolsgaardsvej i Herborg, hvor den stadig ligger og har haft betydelig vækst siden 1970'erne.
Oluf og Birthe blev gift i 1973 og har siden arbejdet tæt sammen både privat og professionelt. Mens Oluf fokuserede på kunderne, har Birthe taget sig af kontoret og papirarbejdet, hvilket også er en vigtig del af kundeplejen, som Oluf påpeger i anledning af jubilæet.
Herborg Maskinforretning A/S udvidede i 2012 og 2015 med afdelinger i Farre og Struer. Familien har altid spillet en central rolle i virksomheden, både for sønnen Jens Poulsen og svigersønnen Keld Andersen, der begge arbejder i virksomheden. Flere medarbejdere har mellem 42 og 49 års anciennitet, og mange har fejret 25-års jubilæum, hvilket vidner om et stærkt fællesskab.
Stadig passionerede og arbejdsomme
- Oluf og Birthe er stadig lige så passionerede og arbejdsomme som altid. Det er tydeligt, at Herborg Maskinforretning er deres hjertebarn, siger afdelingsleder i Herborg og Struer, Bjarke Lykkeskov.
Ejerkredsen er gennem årene blevet udvidet med familie, medarbejdere og tidligere ejere fra Farre og Struer. I flere år var svigersønnen Keld Andersen direktør, indtil virksomheden i 2019 solgte 51 procent og i 2024 de resterende 49 procent til Semler Agro A/S.
Salget til Semler Agro var en naturlig udvikling, da John Deere ønskede færre forhandlere i Danmark. Nu varetager Semler Agro alt salg af nye John Deere-maskiner til landbrug, have/park og golf.
- Det er sjældent, man møder så dedikerede og hårdtarbejdende mennesker som Birthe og Oluf, og vi er stolte over, at deres imponerende livsværk nu fortsætter i Semler Agro-regi, udtaler administrerende direktør for Semler Agro, Søren Lundby.
Jeg rykker stadig ud
Oluf og Birthe er stadig aktive i virksomheden. Birthe på kontoret, og Oluf kører ud til kunder og afdelinger med sin lastbil for at hente og bringe landbrugsmaskiner, helst de grøn-gule fra John Deere. Som Oluf siger: »Når der er brug for hjælp, så rykker jeg ud!«.
Der afholdes jubilæumsreception for medarbejdere, kunder, samarbejdspartnere, venner og familie den 4. april i tidsrummet 13 til 17 i Videbæk Hallen.