Flishugger med 750 hk: Valtec bliver dansk importør af Eschlböck Biber
Tilløbet har været langt, for Valtec og østrigske Eschlböck har været i kontakt i flere år om et muligt samarbejde, men nu er det officielt. Valtec skal fremover stå for salg og service af Eschlböck Biber-flishuggere i Danmark.

Eschlböck Biber 92 er her monteret som kærrehugger bag en Fendt-traktor og forsynes automatisk via en kran. Flisen blæses direkte over i en vogn trukket af en Valtra. Huggeren kan håndtere stammer op til 75 cm i diameter og er velegnet til både grov og fin flisproduktion. Pressefoto
Eschlböck tilbyder et meget bredt program af flishuggere – fra mindre, traktormonterede modeller til store, selvkørende industrimaskiner. Produktprogrammet dækker både skive- og tromlehuggere og er kendt for høj effektivitet, driftssikkerhed og fleksibilitet i forskellige opgaver hos både mindre skovejere og store, professionelle flisproducenter.
Det er særligt de store modeller som Eschlböck Biber 92, Valtec vil koncentrere sig om. Den leveres både som kærrehugger og monteret på lastbiler. Huggeren kan producere både grov og fin flis afhængigt af behovet og matcher de krav, danske varmeværker stiller. Den store Biber 92-hugger håndterer træer op til 75 cm i diameter og er bygget op omkring en effektiv rotorteknik med variabel flisning, høj flishastighed og lavt energi- og brændstofforbrug.
Hvis man vil have det helt tunge grej, kan Eschlböck også levere en Biber 110 – en topklasse industriel trommelflishugger med enorm kapacitet. Den neddeler stammer helt op til 90 cm i diameter med enten 10 eller 20 knive, afhængigt af hvor fin en flis man ønsker. Biber 110 kan for eksempel leveres monteret på en 8×4 Volvo-lastbil (VICAN Power-Truck) og drives af en 16-liters motor med imponerende 750 hk.
Valtec satser på god service
Adm. direktør Jan Garder fra TBS Maskinpower, der blandt andet sælger Valtra-traktorer gennem fire Valtec-maskinforretninger i Jylland, glæder sig over, at samarbejdet med Eschlböck nu er kommet på plads.
- Vi har i forvejen stor berøringsflade med skovbranchen. Valtra har altid været skovfolkets foretrukne traktor, og vi arbejder allerede meget med Valtra skovtraktorer, Kronos udkørselsvogne, kraner og specialopbyggede flissæt. Med Biber-flishuggere i programmet får vi endnu mere at tilbyde det kundesegment, siger han.
Han tilføjer, at slid- og reservedele til Biber allerede er på vej til hylderne på reservedelslageret i Gravens, og at tre servicefolk efter høst skal på kursus i Østrig, så kunderne kan få bedst mulig service fra starten.