New Holland udvider T7-serien med T7 XD, og dermed når serien nu 435 hestekræfter. Det har New Holland lige afsløret på Agritechnica, hvor man er klar til at præsentere modellen for de besøgende den kommende uge.

Serien består af New Holland T7.360 XD med 360 hestekræfter, T7.390 XD med 390 hestekræfter og T7.440 XD med 435 hestekræfter. Modellen er konstrueret omkring den sekscylindrede 8,7 liters FPT Cursor 9-motor, som er monteret på en strukturel sump.

Det er et design, der minimerer vibrationer og eliminerer behovet for støtteskinner. På den måde kan man holde traktorens talje smal og dermed forbedres både manøvredygtigheden og udsynet fremad.

- T7 XD bygger videre på T7-familiens kompakte design, alsidighed og imponerende vægt-/effekt-forhold og udvider de kvaliteter til segmentet med højere hestekræfter, forklarer Richard Hollins, som er global produktchef for New Holland T7, og han fortsætter:

- Den nye serie vil appellere til kunder, der er på udkig efter allround kapacitet, fra tungt markarbejde, over krævende PTO- eller hydraulikopgaver til højhastighedstransport.

Kabinen er en forbedret udgave af den kendte Horizon Ultra fra New Holland, som blandt andet har fået forberede adgangsforhold og bedre opbevaringsplads.

Kabinen er en forbedret udgave af den kendte Horizon Ultra fra New Holland, som blandt andet har fået forberede adgangsforhold og bedre opbevaringsplads.

Ny foraksel og dæktryksregulering

For at kombinere manøvredygtighed med kørekomfort og maksimal redskabshåndtering kombinerer T7 XD en akselafstand på 3.190 millimeter, der maksimerer stabiliteten, med et frontdesign, der minimerer den samlede længde. Til sammenligning er akselafstanden på New Holland T8.435 på 3.450 millimeter.

Den nye Terraglide-foraksel med uafhængig affjedring løfter førerkomforten til et nyt niveau med forbedret støddæmpning og avanceret teknologi, der modvirker både krængning og vuggende bevægelser under kørsel.

For første gang på en New Holland-traktor byder T7 XD-serien nu også på integreret dæktryksregulering. Det gør det muligt at anvende IF- eller VF-dæk ved minimalt dæktryk, når der arbejdes i marken, og dermed forlænge dækkenes fodaftryk for at øge jordkontakten, minimere hjulslip og dermed maksimere brændstofeffektiviteten.

Brændstoftanken på 680 liter er 13 procent større end på T7 HD-serien, mens Cursor-motorens serviceinterval er forlænget til 750 timer. Med en flad effektkurve sikres det, at der altid er maksimal effekt til rådighed, mens det højeste drejningsmoment leveres ved 1.400 omdrejninger i minuttet. Transmissionen udnytter elektronisk dette lave motoromdrejningstal til at minimere brændstofforbruget. I tomgang falder motorhastigheden til 650 omdrejninger i minuttet for at reducere brændstofforbruget yderligere.

Den nye T7 XD-serie kommer kun med den trinløse Auto Command-transmission i 4x2-opsætning - men der er også mulighed for at anvende den i powershift-tilstand.

Den nye T7 XD-serie kommer kun med den trinløse Auto Command-transmission i 4x2-opsætning - men der er også mulighed for at anvende den i powershift-tilstand.

Maksimal bruttovægt på 19 ton

Standard på alle T7 XD-modeller er en ny version af New Hollands Auto Command-transmission. Baseret på et gennemprøvet 4x2-design introducerer den en maksimal kørehastighed på 60 kilometer i timen, hvilket kan øge produktiviteten, hvor det kan ske på lovlig vis.

Hvis det passer til opgaven, er det også muligt at køre traktoren i powershift-tilstand ved hjælp af en trinvis manuel kontrol.

Den avancerede bremsepakke inkluderer oliekølede indvendige forbremser, et kraftfuldt flertrins motorbremsesystem med eksklusiv cylinderdekompression samt New Hollands velkendte »Intelligent Trailer Braking System«, som mindsker risikoen for jack-knife-situationer, hvor vogne eller redskaber skubber traktoren.

Den maksimale bruttovægt er op til 19.000 kg, hvor den lokale lovgivning tillader det. Det gør det muligt T7 XD-serien at håndtere store liftophængte og bugserede redskaber på vejen og at gøre brug af et nyt hjulvægtdesign til praktisk ballastering.

T7 XD kan leveres med integreret dæktryksregulering - det er første gang på en New Holland-traktor, at det er en mulighed.

T7 XD kan leveres med integreret dæktryksregulering - det er første gang på en New Holland-traktor, at det er en mulighed.

Løfter knap 12 ton

En ny kompakt frontlift er fuldt integreret for at sikre, at redskaberne er så tæt på traktoren som muligt. Løftekapaciteten i frontliften er 6.100 kg, og den suppleres af to dobbeltvirkende spoleventiler plus kraftudtag med mulighed for 1.000/1.000E som ekstraudstyr.

Bagtil er løftekapaciteten otte procent højere end på T7 HD, nemlig 11.942 kg, og der kan specificeres op til fem dobbeltvirkende fjernventiler med højt flow og ekstra strømforsyning som ekstraudstyr.

Hydraulikbehovet dækkes af en MegaFlow-dobbeltpumpe og energibesparende dobbeltkredsløb med en samlet kapacitet på 360 l/min, hvilket er en stigning på 67 procent i forhold til T7 HD-traktorer.

T7 XD løfter knap 12 tons bagpå og 6.100 kg i frontliften.

T7 XD løfter knap 12 tons bagpå og 6.100 kg i frontliften.

Forbedret kabine

T7 XD-traktorerne er udformet efter New Hollands designkoncept »Inspired by Nature«. Det gælder også de nye LED-baglygter med New Hollands logo, som også ses på den nye T7 SWB-serie fra New Holland.

Serien er også udstyret med en forbedret Horizon Ultra-kabine med opgraderet ramme og raffineret affjedring, der yderligere isolerer kabinen fra chassisets bevægelser og minimerer kabinens rulning. Støjniveauet i kabinen ligger på 68 decibel.

Sigtbarheden er forbedret takket være en 260 graders frontvisker og nye lygter ved bagtøjet, der er indbygget i bagskærmene for at øge komforten ved montering af redskaber.

De såkaldte »Walk in«-trin giver nem ind-og udstigning ved siden af en håndvasketank og integreret rum til værktøjskassen, suppleret med et stort overskab i kabinen.

AgritechnicaMaskiner