Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Den 1. november kan Jimmy Christensen fejre 50-årsjubilæum hos Johs. Mertz A/S. Han har tilbragt størstedelen af årene som firmaets faste blokvognschauffør med levering af landbrugsmaskiner til kunderne.

Han begyndte som mekanikerlærling i 1976 i virksomhedens daværende afdeling i Nakskov. Tre år senere var han udlært traktormekaniker og fortsatte på værkstedet med at servicere maskiner til landbruget.

I 1983 skiftede han værkstedet ud med førerhuset på en lastbil. Transport af maskiner blev den faste opgave, men han har fortsat fundet anledning til at skrue på dem indimellem.

Frihed under ansvar

Jimmy Christensen fremhæver friheden til selv at tilrettelægge arbejdet. Den tidligere direktør Per Mertz opfordrede ham for mange år siden til at finde sin egen måde at løse opgaverne på.

Transporterne har blandt andet ført ham til Frankrig, Tyskland, Holland, Polen, Belgien og Sverige. Han vurderer selv, at han gennem årene har rundet 3 millioner km.

Lastbilerne har skiftet undervejs. Han begyndte i en Volvo og har siden kørt Ford, DAF og Scania. Senest har arbejdspladsen været bag rattet i en Iveco.

Reception den 16. november

Jubilæet bliver også en anledning til at tage afsked. Jimmy Christensen skal nu vænne sig til tilværelsen som pensionist efter fem årtier hos samme arbejdsgiver.

Kollegerne takker ham for de mange års arbejde. Virksomheden fremhæver hans gode humør som noget af det, der vil blive savnet i hverdagen.

Johs. Mertz holder reception den 16. november i tidsrummet 10 til 13 på adressen Rødbyvej 6 C, 4930 Maribo.

Maskiner