Enorm tilslutning til åbent hus i Suldrup

Det var med en vis spænding, at TBS Suldrup slog dørene op til deres første åbent hus-arrangement, som Fendt-forhandler i Nordjylland. Spændingen blev fra første time forvandlet til glæde, og omkring 700 mennesker lagde vejen forbi.

- Det er en Gehl ALT 750. En 5,5 ton maskine med 75 hestekræfter og en læssehøjde på 5,20 meter, sagde Henrik Lund, salgschef for Gehl i Danmark og Norge, da han for første gang viste sine maskiner frem hos TBS Suldrup. Salgskonsulent Ernst Winther Hansen fortalte om denne Fendt-snitter. En maskine, som ingen har troet på, men nu har vist sit værd. Snitteren med majsskærbordet fik masser af opmærksomhed.

- Det er altid lidt spændende, når det er første gang, man holder sådan noget. Jeg havde bestilt 700 pølser, altså sådan nogle store frankfurtere, men allerede klokken halv tre måtte jeg ringe og bestille 700 mere. Og da dagen var omme, var der 20 tilbage, siger Ernst Winther Hansen, salgskonsulent ved TBS Suldrup.

De besøgende var glade og kimsede ikke det mindste over, at der skulle fremvises coronapas for at komme ind.

- Vi er meget taknemmelige over, at så mange af vores eksisterende kunder lagde vejen forbi, men jeg må også sige, at der virkelig var mange nye, og det er super dejligt. Det er jo både skønt at se de gamle eksisterende kunder, men også dejligt at få besøg af nye, lød det.

Mange emner i bogen

På dagen blev der solgt en brugt traktor og skrevet et hav af emner i bogen.

- Jeg har blandt andet én, som skal se på en vandkanon, en anden, som er interesseret i en stor rive og hele syv på blokken, som er på udkig efter en anden traktor, forklarer Ernst W. Hansen.

Flere af de omkring 700 besøgende måtte hen at kigge lidt på den nye Fendt-snitter, som stod med et 10 rækker majsskærbord og har kørt demo hen over efteråret.

En Fendt Katana 650.

- Det er lidt sjovt med den, for det var en maskine, som ingen troede på, men den virker bare, siger Ernst.

En maskine som har vist sit værd

Ikke alene hos Fendt-sælgeren har den gjort indtryk, det har den også ude i marken, hvor den gennem en række demokørsler har vist sit værd.

- Det er en rigtig fin maskine med alt i teknologi. Hvis det går lidt op ad bakke, kan man skrue ned for trækket foran og trække mere med baghjulene, så man undgår, at forhjulene graver sig ned, siger Ernst om snitteren, som primært henvender sig til maskinstationsejere

TBS er blevet Gehl-forhandler

Der var stor interesse for de gule læssemaskiner, da TBS holdt åbent hus i Starup, Holstebro, Askildrup og Suldrup.

- Det er en Gehl ALT 750. En 5,5 ton maskine med 75 hestekræfter og en læssehøjde på 5,20 meter, sagde Henrik Lund, salgschef for Gehl i Danmark og Norge.

Henrik har netop fået sine gule læssemaskiner ind hos samtlige TBS-afdelinger i landet, blandt andet ved TBS Suldrup i Himmerland.

Målet er, at Gehl skal være det foretrukne mærke, når man snakker om læssemaskiner til landbrug og entreprenørverdenen.

Stor skubbekraft

Den gule læssemaskine i hallen ved TBS Suldrup skiller sig ud.

- Den har 100 procent spær på begge aksler, hvilket giver en stor skubbekraft, forklarer Henrik. Systemet er ret unikt og betyder, at der er differentialspærre med 100 procent elektronisk tilkobling på begge akser.

Og netop det gør, at denne læssemaskine er ret unik.

Noget andet ved denne maskine er, at den ikke kræver et specielt certifikat at køre med, som mange andre.

Henrik Lund påpeger også, at det er forholdsvis nemt at udføre service på maskinen, og at komforten i kabinen er i top.

Gehl i alle afdelinger

Gehl har læssemaskiner fra 1.600 kg og op til 8,5 ton – alle henvendt til landbrug og entreprenørbranchen.

TBS i Holstebro har haft Gehl-forhandlingen i et par år, og nu er der indgået en aftale med Stenderup A/S, som er importør af maskinerne, at de gule læssemaskiner rykker ind i alle TBS´ fire jyske afdelinger.

- Via aftalen med TBS får vi en endnu stærkere repræsentation hos landmænd i hele Jylland, og når først interesserede kunder selv får lejlighed til at teste maskinerne, er det vores erfaring, at de bliver overbeviste om Gehl’s brugervenlighed og kvaliteter, siger Henrik Lund om de gule mini-, hjul- og teleskoplæssere.

Læs også