Der kom godt gang i salget, da Stemas holdte åbent hus i juledagene. Det lukkede ned for et rekordår hos maskinforhandleren.
Efter to år med nedlukninger på grund af coronasmitte, vendte det traditionsrige jule-åbent hus-arrangement tilbage hos Stemas ved hovedkvarteret i Hadsten.
Og de besøgende viste stor interesse for maskinerne, og for nogle blev det ikke kun ved interessen. Tegnebogen kom også op af lommen, fortæller direktør Robert Kjærgaard.
- Flere af vores gæster var åbenlyst blevet skuffede juleaften, hvor de ikke havde fået pakker med det, de mest ønskede sig. Så de benyttede åbenthus-arrangementet til at købe forsinkede julegaver til sig selv. Det blev til slutsedler på flere maskiner, som vi nu gør klar til at levere fra starten af det nye år, siger han.
Firmaet tager en ny kalender i brug i bevidsthed om, at træerne måske ikke vokser helt ind i himlen. 2022 blev med Robert Kjærgaards ord »det hidtil bedste år med det største maskinsalg nogensinde«. Og det var altså i et år med krig, ufred, inflation, Putin og corona.
Julens gæster hos Stemas kunne konstatere, at maskinfirmaet har masser af varer på hylderne. Det købes stort ind for at sikre leverancer til kunderne uden lange ventetider. Foto: StemasI front elektrisk
Stemas-direktøren lægger ikke skjul på, at firmaets nye, store maskinmærke, Wacker Neuson, havde sin voldsomme andel af æren for det forrygende resultat. Wacker Neuson har fra første færd lagt sig helt i front blandt maskinproducenterne med eldrevne maskiner og kunne i Bauma-året 2022 præsentere en række nyheder.
Med elektrisk drevne maskiner er Wacker Neuson stort set kun overhalet af Weidemann, som også er i dansk stald hos Stemas. Wacker Neusons produkt-palette er større, men Weidemann kom på banen med den første el-minilæsser for år tilbage og benyttede Bauma til at lancere en ny og større model.
- Samtidig har vi det nok stærkeste mærke af alle i generatorer. Nemlig Himoinsa, som også bryder barrierer ned med et helt nyt energilagringssystem. I det hele taget er vi rigtig godt kørende med de markante maskinmærker, vi har. Samtidig har vi været gode til at skaffe maskiner hjem til hurtig levering i tider, hvor mange andre maskinfirmaer må bede kunderne om at væbne sig med tålmodighed, siger Robert Kjærgaard.
Der var heller ingen leveringsvanskeligheder ved julens åbent hus-arrangement, hvor Stemas havde set stort på inflation med høje priser. Der var købt rigeligt ind af grillere med brød og tilbehør, øl, vand, kaffe og andet godt til at abstrahere fra den tunge julemad.