FMR Maskiner fra Falster bliver Deutz-Fahr-forhandler på Sjælland. Man fristes til at sige, at Deutz-Fahr »kommer hjem«, for firmaet har også tidligere repræsenteret de tyske traktorer.
FMR Maskiner arbejder både med salg og service af egne importer og som forhandler af andre brands. Af sidstnævnte har firmaet de seneste år arbejdet intenst med JCB-læssemaskiner og -traktorer, og det fortsætter man med. Det er ikke så almindeligt længere, at én forretning repræsenterer to traktorbrands, men med JCB og Deutz-Fahr under samme tag bliver det tilfældet her.
– Vi arbejder ud fra en strategi om at have et relativt bredt sortiment af kvalitetsmaskiner, så vi kan tilbyde kunderne præcis den maskine, som matcher deres behov og budget. Set i vores optik er JCB og Deutz-Fahr ikke direkte konkurrenter. Nogle foretrækker en konventionel traktor som Deutz-Fahr, andre vil hellere i JCB-retning, og det gør vi os ikke til dommere over, siger Henrik M. Rasmussen fra FMR Maskiner
Det er snart 4 år siden, at FMR Maskiner stoppede samarbejdet med den daværende Deutz-Fahr-importør. Når man nu genoptager forhandlingen, skyldes det et samspil af flere ting.
Interessant tilgang til markedet
– Her i huset har vi altid syntes, at Deutz-Fahr fortjener en noget højere markedsandel end hidtil i Danmark. I det tidligere setup, syntes vi ikke, det var muligt, og valgte det derfor fra. Nu arbejdes der med en ny importør, som har en meget stærk og interessant tilgang til markedet, og det vil vi gerne byde ind på, forklarer Henrik M. Rasmussen.
FMR Maskiner kommer efter planen ikke udelukkende til at løfte opgaven med sin egen organisation. Planen er at indgå et tæt samarbejde med nogle lokale maskinforretninger rundt om på Sjælland, der vil yde en indsats for salg og specielt service i deres nærområde.
Hos importøren Moni Worldwide ser administrerende direktør Henrik Hansen frem til det nye samarbejde, for efter hans mening har Deutz-Fahr længe været underrepræsenteret på Sjælland og Lolland-Falster.
- Vi kan jo se, at interessen for vores traktorer er til stede, for af og til sælger vores jyske forhandlere en traktor i området, så nu er vi spændte på at følge udviklingen, når FMR Maskiner kommer på banen, siger direktøren for Moni Worldwide.