Når der i weekenden afholdes dyrskue i Odense, vil en stor udstillingsvogn på standen hos John Madsen A/S markere, at maskinforretningen med virkning fra 1. juni er blevet Ziegler-importør for hele landet.

De kendte sydtyske Ziegler-produkter tæller mejetærskerudstyr som sideknive, rapsforsats til skæreborde, pick-up i 3-, 4- og 5-meters bredder, majsplukkeborde og skærebordsvogne.

Desuden fremstiller de tre fabrikker med 500 ansatte også et stort program af jordbehandlingsredskaber som blandt andet discharver, dybdeharver og cambridgetromler.

Ser store muligheder

Det er rigtig interessante produkter til konkurrencedygtige priser, som vi ser store muligheder for, og som et godt supplement til vore forhandlinger, der blandt andet tæller Kverneland-produkterne, påpeger maskinhandler John Madsen.

- Vi vil selv sælge produkterne i et samarbejde med gode udvalgte forhandlerkolleger landet over, og vi vil både være lagerførende af gængse maskiner og opbygge et udvidet reservedelslager, siger han, og tilføjer, at Ziegler i forvejen er kendt som leverandør af udstyr til flere mejetærskermærker.

John Madsen ser et stort markedspotentiale for både den økologiske produktion og for de mange danske planteavlere, der dyrker højværdiafgrøder, som kræver optimal behandling ved høstarbejdet.

 

Maskiner