Langs en del fynske landeveje har der sommeren igennem været et flor af blomster, til glæde for bilisterne og ikke mindst insekter og dyrelivet.

- Der har været en ekstrem stor interesse for at få sået blomsterstriber, og både landmændene og vi, som har sået blomsterfrøene, har fået rigtig mange positive reaktioner sommeren igennem, lyder det fra maskinstationsejer Bjarne Nygaard, Husby på Vestfyn.

For andet år i træk har Nygaards Maskinstation tilbudt såning af blomsterstriber, og denne sæson er det resulteret i 35 kilometer langs veje, men også striber inde på økologiske arealer til at holde skadevoldere på afstand af afgrøderne.

Lad 2,80 meter stå

Alt imens Bjarne Nygaard foran sin virksomhed viser sæsonens sidste sommerblomster frem fra en sensået stribe langs Wedellsborg-vejen, så opfordrer han til, at man allerede nu tænker på næste års blomsterstriber.

- Det er trods alt bedre at undlade at tilså den nødvendige 2,80 meter, end – som i enkelte tilfælde i foråret – at vi skal fræse vintersæd op. Lad enten bræmmen være stubharvet eller pløjet, så er det lige til at gå til for os næste år.

For at skabe det bedste blomsterflor bør striben helst ikke have et for stort ukrudtstryk, og det bedste såtidspunkt er fra ultimo april til først i juni, alt efter hvilken blomstringsperiode man ønsker. Og umiddelbart er hans råd ikke at lade blomsterstriben stå fra år til år. Det giver et overtag af de mest dominerende arter som morgenfruer, og et for stort ukrudtstryk.

Nygaards Maskinstation benytter en Maschio 2,80 meter fræser med påbygget luftsåaggregat til opgaven, og tilbyder sig over hele Fyn og i de nærliggende jyske egne.

Der er en fast startpris for de første 100 meter, og derefter pris pr. løbende meter. Der anvendes en frøblanding med 15 arter, og dertil kommer lidt iblanding af solsikker.

Facebook-reaktioner

- Med den store interesse er det derfor allerede nu en god idé at bestille såningen, lyder det fra den vestfynske maskinstationsejer, der glæder sig over de mange positive reaktioner for det iøjefaldende tiltag langs vejene.

- Ikke mindst har opslag på Facebook nærmest lagt vores telefon ned, også fra private, som vil købe blomsterblandingen. Det har været helt vildt her i sommer.

Samtidig glæder han sig over at kunne medvirke til, at fokus flyttes fra trafikgener og gyllelugt fra landbruget til noget positivt, der også er godt for insekterne og biodiversiteten.

Bjarne Nygaard påpeger dog, at man skal være klar på, at en sådan blomsterbræmme, som måske var mest tænkt som et miljøtiltag og som begrænsende for skadevoldere, også kan betyde besøg af folk, som gerne vil sikre sig en flot buket vilde sommerblomster.

- Nogle landmænd inviterer jo til at plukke blomster, og er man ikke lige til dette, så skal man være klar til en god dialog.