Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Det kræver ikke nødvendigvis store dyr at gøre store opdagelser i naturen. Det fik naturformidler Lars Holm Hansen bekræftet, da han deltog i en såkaldt bioblitz i Naturnationalpark Gribskov i midten af september.

Her brugte omkring 70 deltagere 24 timer på at finde og registrere så mange forskellige dyr, planter og svampe som muligt. Resultatet blev 3.881 fund fordelt på 1.389 arter. Heraf optræder 41 på den danske rødliste over truede og næsten truede arter.

Men et af de mest bemærkelsesværdige fund var en ganske lille snyltehveps, som aldrig tidligere er registreret i Danmark. Lars Holm Hansen fandt hvepsen, da han rystede nogle ørnebregner for at undersøge, hvilke smådyr der gemte sig mellem bladene. Med en insektsuger indsamlede han insekter til nærmere undersøgelse.

Blandt dem var den blot 2,5 millimeter lange snyltehveps, som han ikke umiddelbart kunne artsbestemme. Han lagde derfor et billede på Arter.dk, hvor andre eksperter hjalp med at identificere den. Det viste sig at være »Hemiptarsenus ornatus«, som ikke tidligere var registreret herhjemme.

- Jeg er rigtig glad for mit fund. Det er meget sjovt, at man indimellem alle de her trivialiteter, som man finder, når man er på tur, kan være heldig at finde en art, der ikke tidligere er registreret i Danmark, siger Lars Holm Hansen i en pressemeddelelse.

Sandsynligvis ikke nogen nytilkommen

Selv om arten er ny på listen over danske dyr, betyder det ikke nødvendigvis, at den først for nylig er kommet til landet. Snyltehvepsen er allerede kendt fra blandt andet Tyskland, Sverige og Norge. Derfor vurderer Lars Vilhelmsen, der er kurator for insekter ved Statens Naturhistoriske Museum, at den sandsynligvis har levet i Danmark længe uden at blive opdaget.

- Den har sandsynligvis været her hele tiden. Den er allerede kendt fra flere lande omkring os, men den er så lille, at man ikke bare lige opdager den. Og der er ikke ret mange i Danmark, der interesserer sig for snyltehvepse – man kan nok tælle dem på én hånd, siger han.

Snyltehvepsene hører til blandt de dårligst kortlagte grupper af årevinger, som også omfatter bier, andre hvepse og myrer. Ifølge Lars Vilhelmsen er de frivilliges indsats derfor af stor betydning. Når mange mennesker med forskellige kompetencer undersøger samme område, bliver der indsamlet langt mere materiale, end forskerne ville kunne nå alene.

Her er den så, snyltebillen »Hemiptarsenus ornatus« der for første gang er registreret i Danmark.

Her er den så, snyltebillen »Hemiptarsenus ornatus« der for første gang er registreret i Danmark.

Rekordmange edderkopper

Bioblitzen bød også på usædvanligt mange edderkopper. Hele 112 forskellige arter blev registreret på det ene døgn. Det er det største antal edderkoppearter, der hidtil er fundet under en dansk bioblitz. Anna Thormann, projektleder for Naturnationalpark Gribskov, peger på, at resultaterne understreger områdets store artsrigdom.

- Gribskov er netop valgt som naturnationalpark på grund af sin store biodiversitet, og et døgns bioblitz understreger stedets store artsrigdom. Det er det, vi skal bygge videre på, siger hun.

Den nyfundne snyltehveps har i mellemtiden også fået et dansk navn. På forslag fra finderen Lars Holm Hansen er den blevet døbt »smykket dværgsnyltehveps«. Navnet henviser til insektets metalliske skær og flerfarvede krop. Ifølge Lars Holm Hansen gør danske navne det lettere at tale om arterne og huske dem.

Bioblitzen blev arrangeret i samarbejde mellem Vores Vilde Natur og Arter.dk.

Natur