En enig bestyrelse har udpeget Jens Chr. Jørgensen til direktør i det ny-etablerede AKD (Andels-Kartoffelmelsfabrikken Danmark), der blev til som en fusion mellem AKM i Brande og AKS i Toftlund.

Dermed skal det nye andelsselskab ledes af en erfaren direktør med et indgående kendskab til stivelsesbranchen. Jens Chr. Jørgensen har været direktør for den ene af fusionspartnerne (AKS i Toftlund) siden 2011, og dermed har han bl.a. stået i spidsen for opførelsen af AKS’ nye fabrik i 2017 og flere solide udvidelser af produktionen.

- AKM og AKS har allerede arbejdet sammen på forskellige niveauer i mange år, så vi har et godt udgangspunkt for at forene kræfterne. Fremover kan vi kombinere og udnytte alle de to fabrikkers potentialer og investeringer, til fordel for både medarbejdere og andelshavere, forklarer Jens Chr. Jørgensen.

AKM’s direktør Jan Andersen har ønsket at blive fritstillet efter fusionen er faldet på plads.