Driftsleder får medalje efter 40 år: Stød fra hegn, vand i støvler samt lammere var hverdagskost. Og de elskede det

På Billedet fra venstre ses Niels Quist Jensen, Det kgl danske Landhusholdningsselskab, Jan Jespersen og Klaus Kristiansen, Solbakken Agro
Jan Jespersen er blevet tildelt Det kgl. Danske Landhusholdningsselskabs sølvmedalje for 40 års lang og tro tjeneste på Solbakken Agro ved Birkelse.
»Jan Jespersen har i alle årene været driftleder i marken og har passet markdriften, som var det hans egen. Han har i alle årene været et vellidt samlingspunkt«, skriver Klaus Kristiansen fra Solbakken til Effektivt Landbrug.
Selv mindes Jan Jespersen begyndelsen på Solbakkens facebookside.
»Jeg husker al den sjov og spas, der var mellem »kårlene« og os drenge - gummistøvler fyldt med vand, strømhegn der blev tændt, mens der blev arbejdet med hegnet og ikke mindst daglige lammere på skuldere eller lår, så man ikke kunne bevæge sine lemmer i flere dage bagefter, var hverdagskost - Ja, det var en anden tid, men vi elskede det«.