49-årige Rene Andreasen bliver ny direktør i landboforeningen Vestjysk. Det oplyser landboforeningen. Han har en fortid som områdedirektør for Sydjylland hos Danske Bank, hvor han med udgangspunkt i Kolding har haft over 200 mand under sig.
- Rene Andresen har en imponerende lang erfaring med strategi og ledelse foruden en massiv kontaktflade fra adskillige topjobs i den finansielle sektor, siger landboforeningens formand Søren Christensen.
Landboformanden lægger ikke skjul på, at bestyrelsen bevidst er gået efter en markant profil til at erstatte landboforeningens mangeårige direktør; Jens Møller Nielsen, der tidligere på året meddelte, at han går på pension.
- Det er en kæmpe styrke, at den nye direktør kan kigge ind i branchen med nye øjne, har tiltro til fremtiden i landbruget, og som ser et vækstpotentiale i vores erhverv, pointerer Søren Christensen.
For den ny landbodirektør er det især nærheden til landmændene og udviklingsmuligheder, der trækker.
- Jeg glæder mig til at komme med på kundebesøg, besøge landmænd og at lære de vestjyske brug at kende, siger Rene Andresen i forbindelse med sin udnævnelse.