Nye regler når du fører varer over til privat brug

Pas på: - Fremover skal der blandt andet betales moms af maskiner, der føres over til privat brug, eller bygninger, der lejes ud til private.

Den gamle traktor gør ikke længere nytte på gården. Den er for længst afskrevet, og fremover skal den bruges privat. Så den tages ud af virksomheden.

Hidtil har det ikke betydet så meget, for når den slags maskiner blev taget ud, skete det til kostpris og med en reguleringsperiode på 5 år efter købet. Fra den 1. juli 2021 har den imidlertid skullet tages ud til markedspris. Og så skal der betales moms af markedsprisen.

- Når man tager noget ud af virksomheden – for eksempel maskiner – skal man betragte det på samme måde, som hvis man havde solgt det til en maskinhandler. Og så skal man jo betale moms af salget, forklarer Jørgen Nielsen og Daniel Vang Søndergaard, økonomirådgivere i Sagro.

- Selvom en traktor er købt i 1965, skal den stadig tages ud til markedspris, understreger de to rådgivere.

De nye regler betyder, at man skal være ekstra påpasselig med at få taget de ting ud, der eventuelt er overgået til privat, når momsopgørelsen for første halvår af 2021 skal laves.