Drænene bliver en del af kampen for Limfjorden

Limfjorden har i årtier været udfordret af for store mængder næringsstoffer. Derfor skal en væsentlig del af løsningen findes på land – og nogle gange under jorden, i forbindelse med arbejdet i den grønne trepart, og de kystvandråd, der er en del af arbejdet.

Dræn har gennem generationer gjort det muligt at dyrke våde og tunge jorde ved at lede overskydende vand væk fra markerne. Samtidig kan drænvandet føre kvælstof fra rodzonen videre til grøfter, vandløb og i sidste ende fjorden.

Det gør drænsystemerne relevante, når kommuner og lodsejere i de kommende år skal finde arealer til vådområder, lavbundsprojekter og andre indsatser som led i den grønne trepart.

Kvælstoffet skal bremses tæt på kilden

Problemstillingen er langt fra ny omkring Limfjorden. De 18 kommuner i Limfjordens opland formulerede allerede i Limfjordsrådets masterplan *Limfjorden i balance* et princip om, at næringsstofferne skal bremses tæt på kilden.

Planen peger på kvælstoftilførslen som et af fjordens grundlæggende problemer og lægger samtidig vægt på, at indsatsen skal differentieres mellem fjordens forskellige delområder. Det er med andre ord ikke nødvendigvis den samme løsning, der virker overalt.

Masterplanens formulering er, at de rigtige indsatser skal placeres de rigtige steder, og at man samtidig skal forsøge at skabe gevinster for både miljø, natur og klima. Det princip passer direkte ind i arbejdet med dræn og vådområder.

Et vådområde reducerer nemlig ikke nødvendigvis meget kvælstof alene, fordi det ligger lavt i terrænet. Det afgørende er også, om kvælstofholdigt vand fra de omkringliggende marker rent faktisk bliver ledt gennem området. Her kan drænsystemerne få stor betydning.

Vandets vej er afgørende

På stærkt drænede landbrugsarealer kan en betydelig del af vandet bevæge sig gennem drænrørene frem for langsomt gennem undergrunden. Hvis et dræn leder vandet uden om et etableret vådområde og direkte til et vandløb, risikerer en del af kvælstoffet også at passere uden om virkemidlet.

Omvendt kan et vådområde få en stor effekt, hvis det placeres, så drænvand fra et større landbrugsareal kan ledes ind over området og kvælstoffet omsættes, inden vandet fortsætter mod fjorden.

Derfor handler trepartsindsatsen ikke alene om at finde et bestemt antal hektar. Kendskabet til landskabets hydrologi – herunder dræn, grøfter og vandløb – kan være afgørende for, hvor stor miljøeffekten bliver.

Vådområder har længe været en del af løsningen

Limfjordsrådet havde allerede vådområder som et centralt virkemiddel, da masterplanen blev udarbejdet.

Dengang var omkring 1.200 hektar vådområder ifølge planen realiseret med henblik på at reducere kvælstoftilførslen til fjorden, mens yderligere omkring 5.000 hektar var under realisering eller forundersøgelse.

Tallene er historiske, men de viser, at omlægningen af vandets vej gennem landskabet længe før den grønne trepart blev betragtet som et vigtigt redskab omkring Limfjorden. Masterplanen kobler samtidig indsatsen for vandmiljøet sammen med klimaindsatsen.

På tørveholdige lavbundsjorde kan dræning holde grundvandstanden kunstigt lav. Når tørvejorden tørrer ud og udsættes for ilt, nedbrydes det organiske materiale, og der frigives drivhusgasser. Ved at gøre arealerne vådere kan udledningen reduceres.

Limfjordsrådets plan fremhæver derfor hævet vandstand på tørveholdige lavbundsjorde som et klimatiltag og peger samtidig på genskabelse af mere naturlig hydrologi som en måde at håndtere både klima, vand og natur på.

Fra afvanding til tilbageholdelse

Dermed ændrer drænenes rolle sig nogle steder fundamentalt. Hvor opgaven gennem generationer har været at få vandet hurtigt væk fra markerne, bliver en del af opgaven nu at holde mere vand tilbage i landskabet.

På nogle arealer vil dræn fortsat være nødvendige for landbrugsdriften. Andre steder kan de blive afbrudt, omlagt eller brugt aktivt til at lede drænvand gennem et vådområde eller et andet rensevirkemiddel.

Det er netop denne forskel, der gør den lokale planlægning afgørende. Limfjordens opland dækker godt 7.600 kvadratkilometer – omkring en sjettedel af Danmarks areal – og omfatter vidt forskellige landskaber og landbrugsområder.

Der findes derfor næppe én løsning for hele Limfjorden. Men princippet fra Limfjordsrådets masterplan står tilbage: Kvælstoffet skal reduceres tæt på kilden, og de enkelte virkemidler skal placeres, hvor de gør mest gavn.

I den opgave kan viden om de gamle dræn under markerne vise sig at være mindst lige så vigtig som de nye vådområder på landkortet.