Vestjyllands Andel opretter nu en ny stilling inden for følgeprodukter til kvæglandbruget.
Stillingen blev pr. 1. januar besat af Jakob Brink Kaisen, der indleder sin karriere i Vestjyllands Andel som salgsleder, kvæg med ansvar for tilsætningsstoffer.
I første omgang har Jakob salg af ensileringsmidler som sit primære arbejdsområde, mens han fremadrettet også vil fokusere på det spændende marked inden for biologiske produkter.
Jakob Brink Kaisen er opvokset på et landbrug med mælkeproduktion og uddannede sig sidenhen som produktionsleder. Herefter arbejdede han flere år i udlandet, hvor turen blandt andet gik til New Zealand, Rusland og Tanzania. Han har været en del af grovvarebranchen i cirka seks år.
Hornsyld Købmandsgaard varmer byen op
I stedet for at overskudsvarmen fra foderstofselskabet Hornsyld Købmandsgaards proteinfabrik, Triple A, går til spilde, kommer den nu til at forsyne hele byen med grøn og bæredygtig varme.
- Det giver rigtig god mening, at vi kan udnytte restvarmen på den måde, og vi er glade for, at vi kan bidrage til den grønne omstilling og til at mindske CO2-udledningen – og ikke mindst til at skaffe billig varme til Hornsyld-borgerne, siger Henrik Hedegaard, administrerende direktør på Hornsyld Købmandsgaard A/S.
De første fire kilometer rør ud af i alt 20 kilometer er lagt, og andelsselskabet Hornsyld Klimavarme forventes at være i drift i august 2022.
Indtil videre har 470 ud af knap 700 husstande tilsluttet sig.
- Det hænger selvfølgelig sammen med, at der er markante besparelser for den enkelte husstand svarende til cirka 20 procent i forhold til gasfyr og i gennemsnit mellem 1.000 og 4.000 kroner i årlig besparelse, oplyser Stig Caspersen, direktør i virksomheden »&Green Project«, der har støttet projektet.
Han oplyser, at der vil være en samlet besparelse på cirka 50.000 ton CO2 set over projektperioden på 20 år.
Annexgaarden vækster
Med en vækst på 8 procent siden sidste regnskab viser Annexgaarden ApS ved Hornsyld et positivt resultat på 2,56 millioner kroner. Regnskabet viser en samlet egenkapital på 57 millioner kroner, hvilket er en stigning i forhold til sidste års regnskab, hvor egenkapitalen lå på 56,9 millioner kroner.
Årets resultat anses af ledelsen for at være tilfredsstillende.
Minus i skovvirksomhed
Et nyt 2021-regnskab fra Hesbjerg Skov A/S viser et negativt resultat på 97.147 kroner, og det er i forhold til 2020-regnskabet, som endte med et resultat på 40.735 kroner, en tilbagegang på 137.882 kroner.
Der er i regnskabet oplyst et udbytte på 65.000 kroner og en egenkapital på 16,4 millioner kroner.
Firmaet er ledet af Anders Kristian Hansen.
Lille tilbagegang i resultat fra avlsgård
Lindenborg Avlsgaard ApS ved Arden kommer ud med et 2021-resultat på 836.000 kroner, hvilket er mindre end resultatet i regnskabet fra 2020 på 1,02 millioner kroner.
Regnskabet viser en samlet egenkapital på 8,68 millioner kroner, hvilket – på trods af virksomhedens positive resultat – er et fald i forhold til sidste års regnskab, hvor egenkapitalen lå på 8,94 millioner kroner.
I regnskabet betegner ledelsen resultatet som tilfredsstillende.
Hovedparten af avlsgårdens arealer og bygninger er for tiden bortforpagtet og udlejet.
I spidsen for firmaet står adm. direktør Henrik Thorlacius-Ussing.