Uændret oksekødsnotering
Danish Crown Beef fastholder i den kommende uge den gældende notering for alle kategorier.

Oksekødsnoteringen er uændret, meddeler Danish Crown Beef.
Danish Crown Beef fastholder oksekødsnoteringen i alle kategorier fra på mandag. Det oplyser selskabet i et nyhedsbrev, som beskriver et marked, der forventes at køre på autopilot i den kommende uge, hvor både de danske forbrugere og detailhandlen langsomt er begyndt at indstille sig på tiden efter sommerferien.
- Slagtetallene matcher i grove træk meget fint, den efterspørgsel vi lige nu ser i markedet. Generelt har der været lidt roligt i industriferien, hvor mange har været ude at rejse. Dog kan vi forvente en nogenlunde stabil efterspørgsel på især hverdagsprodukterne i takt med, at danskerne indfinder sig på arbejdspladserne, og dagligdagen indfinder sig, lyder det fra Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
Eksporten er fortsat stabil til Sydeuropa, mens man i det græske er begyndt at lægge ordrer ind for sensommeren.
- Alt i alt matcher produktion og lagerbeholdninger meget fint den konkrete efterspørgsel i markedet, siger Henning Sønnichsen.