Danske hereford-avlere har ikke tidligere solgt avlsdyr til Ungarn, der er et forholdsvis ukendt og nyt hereford-land for mange avlere i både Danmark og Europa.

Men forleden blev fire Hereford avlstyre kørt fra Ravnstrup Eksportstald ved Viborg med kurs mod det sydvestlige Ungarn.

Køberne af de fire tyre var to ungarske hereford-avlere, der hver for sig ønskede ny genetik til deres besætninger, hvoraf den ene besætning består af 125 stamborgsførte hereford-køer. De to ungarer havde hver købt to tyre via kontakter til to danske avlere.

Trods corona-udbruddet med lukkede grænser bliver der fortsat eksporteret danske hereford-avlsdyr til besætninger i Europa. I begyndelsen af maj måned blev der eksporteret 8 avlsdyr til Storbritannien, 5 dyr til England og 3 dyr til Skotland.

I 2019 blev der fra Danmark eksporteret 400 stykker kødkvægdyr fra 11 kødkvægracer, hvor herefordracen var største eksportør med 227 dyr.