Velas har indgået nyt samarbejde med Odense-baserede Regen Farmer, for at styrke udviklingen af regenerative afgræsningsmetoder og skovlandbrug
For at styrke udviklingen af det regenerative jordbrug og skovlandbrug i Danmark har Velas indgået et strategisk samarbejde med Regen Farmer, som er rn rådgivningsvirksomhed inden for regenerative afgræsningsmetoder og skovlandbrug.
Samarbejdet betyder konkret, at de to parter vil arbejde strategisk sammen om at tilbyde kurser til jordbrugere, iværksætte fælles udvikling og forskning, ligesom det også vil omfatte en fælles indsats for verificering af effekter i regenerative dyrkningsmetoder og mere.
- For Velas giver det god mening at samle kompetencer omkring skovlandbrug og regenerativt landbrug. Regen Farmer har en unik viden om skovlandbrug, og de har konkret erfaring med at rådgive til danske forhold, og det ser vi en stor styrke i, siger Lars-Ejler Petersen, direktør for Det Grønne i Velas.
- Både regenerativt landbrug og skovlandbrug er dyrkningssystemer, som vil komme til at fylde mere i fremtiden, og derfor er det værdifuldt for Velas at kunne tilbyde alt fra deltidslandmænd til kommuner en komplet rådgivningspakke, siger han videre.
Gavner den enkelte landmand
Hos Regen Farmer ser stifter og direktør Kristoffer Rønn-Andersen frem til de nye muligheder, som samarbejdet vil give.
- Det kommer til at accelerere udbredelsen af regenerative dyrkningsmetoder og skovlandbrug i Danmark. Det kommer til at gavne den enkelte landmand, hans jord og samfundet, siger han.
For ham er det særligt sammensmeltningen af de to virksomheders individuelle styrker inden for de økologiske og regenerative dyrkningsmetoder, der er store perspektiver i.
- Ved at samle vores individuelle styrker under en regenerativ fane, kan vi tilbyde Danmarks bedste rådgivning inden for regenerative dyrkningsmetoder og skovlandbrug. Jeg ser frem til den rejse vi sammen kommer til at tage på med Velas og de danske landmænd, siger Kristoffer Rønn-Andersen og understreger, at det uden tvivl kommer til at give det danske landbrug et stort skub i den rigtige retning, hvor målet er at bidrage til, at store arealer bliver omlagt til regenerative dyrkningsmetoder og skovlandbrug.
Store og små projekter
I Velas er det økologirådgiver Sandie Holm, som bliver tovholder på samarbejdet med Regen Farmer og de projekter, der ligger inden for rådgivningsområderne.
- For os skal det være sådan, at landmænd, kommuner, foreninger og fonde kan få rådgivning om projekter inden for eksempelvis kulstoflagring, permanente dyrkningssystemer eller klimasikring, siger Sandie Holm.
Rådgivningen er både tiltænkt mindre projekter for deltidslandmænd og langt større projekter med flere parter.
- Vi kan rådgive om små og store projekter. Projektet her rummer også, at vi kan rådgive en landmand med fem hektar, som har fået lyst til at have en halv hektar med valnødder, siger Sandie Holm.