Historisk stor vækst i øko-salget

Salget af økologi vokser med rekordfart. Danskerne købte økologiske fødevarer for 11,3 milliarder kroner i dagligvarehandlen i 2017, ifølge nye tal fra Danmarks Statistik. Det er en stigning på 31 procent i forhold sidste års opgørelse.

 I 2017 købte danskerne økologiske fødevarer til en værdi af 11,3 milliarder i dagligvarehandlen. Tallene inkluderer for første gang det boomende online-salg af økologi. Selv uden online-tallene er der tale om en rekordvækst i kroner og øre, vurderer Økologisk Landsforening. 
Det er en stigning på 2,6 milliarder – svarende til 31 procent – på et år, hvilket bringer den økologiske andel af det samlede fødevaresalg i dagligvarehandlen op på hele 13,3 procent. 
De øko-varegrupper, der har oplevet den største vækst i salget i 2017, er frugt og grønt og kød med en samlet vækst på 1,7 milliarder kroner. På enkelte varetyper er kyllingekød med 60 procent, babymad med 74 procent samt fisk og skaldyr med 110 procents vækst blandt højdespringerne.

Online-salget af økologi boomer

De nye tal fra Danmarks Statistik inkluderer for første gang data for salget af økologiske varer fra de største online-butikker. Det fremgår ikke præcist af statistikken, hvor stor en del af det samlede beløb, der stammer fra online-salg, men Økologisk Landsforening anslår det til at være cirka 1,4 milliarder kroner.
- Vi ved, at online-salget vokser meget markant, og at økologi fylder endnu mere i de digitale indkøbskurve end de fysiske.  Det er især børnefamilier fra de større byer, der køber fødevarer på nettet – og de køber markant mere økologi end gennemsnittet, siger Henrik Hindborg, markedschef for Økologisk Landsforening.

Detailhandlen: - Væksten vil fortsætte

Økologisk Landsforenings forventning om, at udviklingen i øko-salget fortsætter med at vokse, vækker genklang hos dagligvarehandlen.
- Vi oplever også i år en særdeles markant vækst i salget af økologi på tværs af Føtex, Netto og Bilka og på tværs af varegrupper. Økologiske varer er efterhånden blevet en fast bestanddel af den almindelige indkøbskurv, og forbrugernes efterspørgsel på økologi bliver ved med at tage til. Derfor kommer vi også til at udvide udvalget af øko-varer mærkbart i de kommende år, siger Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked.
- Vi ser fortsat to-cifret vækst i økologisalget i Coops kæder her i 2018. Hvor vi tidligere kunne sælge én økologisk variant inden for mange vareområder, er der nu plads til flere kvalitetsniveauer af økologiske varer. Økologi er blevet for alle. Det er den nye basisstandard for mange forbrugere, når de vælger almindelige hverdagsvarer til husholdningen, siger CSR-chef hos Coop, Thomas Roland.

Økologer opruster til næste ryk

Økologerne gør også klar til næste ryk i markedet. Økologisk Landsforening, som blandt andet står for branchens fælles afsætningsarbejde, kører frem til 1. juni en kapital-kampagne, der skal ruste foreningen til blandt andet fremtidens afsætningsindsats. Målet er fem millioner kroner, og bidrag vælter ind fra foreningens medlemmer:  de økologiske landmænd, virksomheder, forbrugere og andre der brænder for økologi.

Læs også