Økologer holder årsmøde i Odense

Økologien frem mod 2030 er et tema, når L&F’s økologisektion i næste uge holder årsmøde på Dalum Landbrugsskole.

Økologi står højt på regeringens dagsorden, som et af flere virkemidler til en grøn og bæredygtig fremtid. En fordobling af det økologiske areal, eksporten og danskernes forbrug af økologi i 2030 er sat som mål for Danmarks økologiske udvikling.

Når Landbrug & Fødevarers økologisektion på næste torsdag, den 24. oktober, afvikler årsmøde på Dalum Landbrugsskole, vil der være lejlighed til at høre fødevareminister Mogens Jensen fortælle om regeringens mål for økologien frem mod 2030. Derefter er der debat med politikere, interesseorganisationer, virksomheder og det økologifaglige vidensmiljø.

Dagens program starter klokken 9 med morgenmad og udstilling. Derefter er der beretning ved økologisektionens formand Hans Erik Jørgensen, Jordløse, og Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.

Sidst på dagen er der kåring af årets øko-elev og et indlæg af Andreas de Neergaard fra Københavns Universitet, som han har kaldt »Ny økologi; etik og fortællinger mellem robotter, klima og befolkningsvækst«.

Tilmelding til årsmødet sker via Landbrug & Fødevarers hjemmeside under økologisektionen.

 

Læs også