Af Lisbeth Frank Hansen, 
chefkonsulent, Økologisk VKST


Vintersæden har nydt godt af det dejligt lange og milde efterår. Der står nogle rigtig fine økologiske vintersædsmarker ude på bedrifterne. Desværre har ukrudtet også haft gavn af varmen i efteråret, og der er fremspiret rigtig meget ukrudt selv i sent såede vintersædsmarker.  Se billede 1.

Selektiv strigling

Så melder spørgsmålet sig om man skal køre ud og strigle, så snart marken er farbar? 

Inden man farer ud med striglen, skal man være klar over, at strigling i en voksende afgrøde er en såkaldt selektiv strigling, hvor man ønsker at ramme nogle planter, ukrudtet, frem for andre planter - afgrøden. 

En forudsætning for succes med selektiv strigling er, at der er en tydelig forskel på størrelsen af kornplanterne og ukrudtsplanterne

Derudover skal man være klar over at bekæmpelse af ukrudt ved selektiv strigling primært sker ved tildækning. Det betyder, at der skal køres med en vis hastighed og aggressivitet, for at få ukrudtsplanterne dækket af jord.

Selektiv strigling vil altid skade både ukrudt og afgrøde. Man skal derfor vurdere, om man kan køre tilstrækkelig effektfuldt med striglen, uden at afgrøden skades for meget.

I værste fald vil man med en selektiv strigling skade ukrudt og afgrøde lige meget. Man får således ikke ændret på konkurrenceforholdet mellem afgrøde og ukrudt, men står tilbage med betydelig tyndere og svagere afgrøde. 

Hvilke ukrudtsarter er der tale om

Det er vigtigt at få klarlagt hvilke ukrudtsarter der er tale om i vintersæden. 

Hvis afgrøden, som ses på billede 1, har et forspring, vil de fleste lavt voksende ukrudtsarter som fuglegræs, stedmoder, ærenpris, tvetand og forglemmigej blive udkonkurreret og ikke genere afgrøden af betydning. 

De ukrudtsarter som man skal være opmærksom på, er arter med strækningsvækst så som kamiller, valmuer, kornblomster og vinterraps.

Hvis der er fremspiret mange planter af disse arter, kan der være grund til bekymring, da de kan blive meget generende selv i veletablerede afgrøder.

Kan tåle mange tæsk

Når en veletableret vintersæd er i god vækst om foråret kan den tåle rigtig mange tæsk. 

Hvis man kan få dækket de fleste af de problematiske ukrudtsplanter i en kraftig vintersæd, kan man godt tillade sig at strigle kraftigt, selv om også afgrøden bliver meget dækket af jord. Det kan se voldsomt ud, men kornet skal nok komme igen, blot hver plante har lidt grønt over jorden. 

Har man en udbredt forekomst af problemukrudt kan det være en løsning at så sit korn på dobbelt rækkeafstand og radrense. Succes med denne strategi forudsætter, at det så også er muligt at radrense minimum en til to gange i vintersæden. Se billede 2.