Organisationer: Dansk svineproduktion har brug for forandringer
Uden nytænkning får de danske svineproducenter svært ved at stå imod konkurrencen fra meget store udenlandske selskaber, fremgår det af en rapport.

Samarbejde mellem smågrise- og slagtesvineproducenter skal optimere den samlede indtjening i dansk svineproduktion, lyder et forslag.
Dansk svineproduktion kan få svært ved at stå imod konkurrencen fra meget store udenlandske selskaber med meget lave omkostninger, hvis ikke sektoren tænker nyt, fremgår det af Produktionsøkonomi Svin 2018.
Problemet er, at eksporten af smågrise ser ud til at overstige antal slagtninger om 6-7 år, hvis ikke de danske slagtesvineproducenter får øget indtjening og mindsket risikoen ved indkøb af smågrise.
Og det er skidt, vurderer Landbrug & Fødevarer Svineproduktion og Danske Slagterier.
Ringe alternativ
Ifølge de to organisationer kan det nemlig få katastrofale følger for smågriseproducenterne og hele den danske svinekødssektor, hvis grænserne til Danmark lukkes i bare et par uger som følge af eksempelvis afrikansk svinepest. Det taler for at øge slagtesvineproduktionen i Danmark.
- Et forpligtende samarbejde er vejen til fælles fremtid for smågrise- og slagtesvineproducenten
Produktionsøkonomi Svin 2018
Desuden risikerer de danske svineproducenter, at danskerne kan finde på at hive tæppet væk under deres produktion, hvis faldende slagtninger medfører færre arbejdspladser og valutaindtægter til landet, vurderer organisationerne.
På den baggrund har de taget initiativ til at kortlægge »nogle mere gennemgribende forandringer i den danske værdikæde, som indeholder smågriseproducent, slagtesvineproducent, slagteri og foderstoffer«, fremgår det af Produktionsøkonomi Svin 2018.
Chefkonsulent i Seges Erhvervsøkonomi, Finn Udesen, konkluderer i artiklen, at et forpligtende samarbejde er »vejen til fælles fremtid for smågrise- og slagtesvineproducenten«.