Klimaforandringer gør, at det er bydende nødvendigt at arbejde med jordens sundhed og robusthed. Dårlig dræning og afvanding kan koste store dele af udbyttet.
- Nedbørsmængderne de seneste par år har vist, at det ikke er lige meget, hvordan man har behandlet sin jord.
Sådan siger Erik Sandal, planteavlsrådgiver i Velas med speciale i jordbearbejdning.
Sund jord er ifølge Erik Sandal karakteriseret ved høje, stabile udbytter uden stort input af hjælpestoffer udefra. Når jorden er sund, kan den både holde på og aflede vand.