Partnerskab er klar til at fremvise nye innovationsmarker ved Egeskov Slot

Efter et år med etablering af de nye forsøgsarealer er DLG, DLF, Patriotisk Selskab og Agro Alliancen nu klar til at invitere landmænd og andre interesserede til at besøge de seks hektar innovationsmarker ved Egeskov Slot.

Det er et år siden, at DLG, DLF, Patriotisk Selskab og Agro Alliancen kunne præsentere et partnerskab om et nyt forsøgsareal ved Egeskov Slot på Fyn. Nu er aktørerne klar til at invitere landmænd fra nær og fjern ind for at besigtige markerne og få viden om det sidste nye inden for planteavl.

Arrangementet finder sted den 19. og 20. juni, hvor mere end 600 besøgende forventes at møde op.

Seks emner

Under den guidede markvandring vil der være seks emner, som partnerskabet tager op på forskellige poster. Det drejer sig om følgende:

• Frøgræs - strategier for vækstregulering og ukrudtsbekæmpelse

• Sortsvalg i vintersæd – fokus på sorternes egenskaberne

• Dyrkning og sortsvalg i vinterraps

• Gødningstyper og strategier

• Bekæmpelse af græsukrudt – oplev såtidspunktets betydning

• Strategi for svampebekæmpelse

Efter rundvisningen vil det også været muligt at høre mere om præcisionssprøjtning og spotsprøjtning, hvor det også vil være muligt at se værktøjer og maskiner som RoboWeedMaps, Ecorobotix ARA og droner i aktion. Der vil også være en kort præsentation af Agro Alliancen og deres aktiviteter.

God snart på nyt partnerskab

- Vi ser frem til at byde landbruget velkommen og åbne portene til maskinhallen og tørrerierne, siger Bo Jensen, direktør for landbrug i Agro Alliancen, der omfatter Ravnholt Gods og Egeskov Slot.

I DLG er man også godt tilfreds med begyndelsen på det nye partnerskab og ser frem til nogle gode dage i marken. Seniorchef i planteavl, Henning Jakobsen siger:

- Vi har haft en rigtig god start på vores partnerskab, og nu ser vi frem til at byde landbruget inden for til et par gode dage med masser af brugbar viden inden for planteavlen. I DLG ser vi nogle spændende perspektiver i at teste en række nye sorter af, som er en del af vores omfattende planteforædlingsprogram på Sejet Planteforædling.

Vinterafgrøder står godt, mens vårbyggen er udfordret

På forsøgsarealerne har man ligesom resten af landbruget været udfordret af et meget vådt forår, som forsinkede såningen af vårafgrøder. Til gengæld er der meget positivt at sige om vinterafgrøderne.

- Vores forsøgsarealer er meget repræsentative for de forhold, som hele landet har oplevet. Der er meget godt at sige om vinterafgrøderne, som står rigtig flot, men det er klart, at vårafgrøderne er udfordret, når vi kom så sent i jorden. Vi fik dog masser af vand for nogle uger siden, som virkelig gjorde godt, og derfor er den sent såede vårbyg her i begyndelsen af juni også allerede i stadie 32, siger Morten Holmgaard, der er forsøgsansvarlig i Patriotisk Selskab.

Erik Andkær Pedersen, chefkonsulent i Patriotisk Selskab, tilføjer:

- Vi bruger vores innovationsmarker til at danne os et overblik over effekten af nye metoder inden for brug af gødskning og planteværn, nye tendenser som vi kan tage med i vores rådgivning samt bekæmpelse af svampe og græsukrudt. Grundet den milde vinter ser vi i år en større forekomst af brunrust, og det er selvfølgelig noget, vi skal være meget opmærksomme på.

Frøgræsset står godt

Også inden for frøavl vil der være en hel del at vise frem i forbindelse med arrangementet.

- Vi kan konstatere, at frøgræsset i øjeblikket står fantastisk godt, hvor det har fået den optimale mængde vand på de rette tidspunkter. Det glæder vi os til at vise frem, ligesom vi også har nogle spændende parceller, hvor man kan se effekten af en effektiv vækstregulering, siger Erling Christoffersen, avlschef i DLF.

Udover de fire aktører i partnerskabet vil der også være mulighed for at møde medarbejdere fra BASF, Bayer, Corteva, DanGødning, FMC, Syngenta og Yara.

Praktik

Tilmelding er ikke nødvendigt, men arrangementet starter præcist på de pågældende dage. Bemærk at der er forskel starttidspunktet.

Onsdag den 19. juni kl. 18.00

Torsdag den 20. juni kl. 13.30

Parkering ved Rubjerg Avlsgård, Bøjdenvejen 31, 5772 Kværndrup

Læs også