Det skal være nemmere og billigere at producere landbrugsprodukter i EU.

EU-Kommissionen vil nemlig markant forenkle og begrænse reglerne for især plantebeskyttelse, foder og fødevaresikkerhed.

Med en ny Food and Feed Safety-pakke lægges der op til lavere administrative omkostninger, hurtigere godkendelser og bedre adgang til især nye pesticider, biocider og andre innovative løsninger – uden at slække på EU’s høje standarder for fødevaresikkerhed, dyresundhed og miljøbeskyttelse.

Det skriver Kommissionen i en pressemeddelelse.

Ifølge Kommissionen kan forenklingerne spare over syv milliarder kroner årligt i administrative omkostninger for både virksomheder og myndigheder.

For landbruget handler pakken dog ikke kun om bureaukrati, men i høj grad om hurtigere behandling, mere i værktøjskasse og bedre konkurrenceevne på det globale marked.

EU-Kommissionen vil have en fælles definition for, hvad der i fremtiden kan betegnes som biopesticider, der består af naturlige materialer, så disse hurtigt kan blive godkendt og komme ud i landbruget. Arkivfoto

EU-Kommissionen vil have en fælles definition for, hvad der i fremtiden kan betegnes som biopesticider, der består af naturlige materialer, så disse hurtigt kan blive godkendt og komme ud i landbruget. Arkivfoto

Pesticider i centrum

Et hovedpunkt i pakken er en hurtigere markedsadgang for nye plantebeskyttelsesmidler.

I dag oplever mange producenter, at nye pesticider, biocider og andre lavrisiko-midler sidder fast i lange og ressourcekrævende godkendelsesprocedurer.

Konkret fjernes også regler for systematiske fornyelser af godkendelser til pesticider, som ikke anses som meget skadelige. Det betyder, at en revurdering af enkelte pesticider fremover kun vil ske, hvis der er videnskabelig grund til det.

For europæiske planteavlere kan det betyde bedre muligheder for at bekæmpe ukrudt, sygdomme og skadedyr med især biologiske og mere miljøvenlige alternativer – og dermed lettere at leve op til både IPM-krav og markedets forventninger.

Samme krav til import udefra

Globalt set spiller konkurrencen med tredjelande en afgørende rolle.

Kommissionen lægger her op til bedre sammenhæng mellem EU’s egne skrappe produktionskrav og kravene til importvarer, for eksempel når det gælder pesticidrester.

Målet er et mere lige konkurrencefelt, hvor europæiske landmænd ikke underbydes af producenter, som arbejder under lempeligere regler.

Kommissionen slår samtidig fast, at fødevarer importeret fra tredjelande, som er behandlet med de mest problematiske pesticider, der er forbudt i EU, ikke skal have adgang til EU-markedet.

Skal reducere byrder

Ud over plantebeskyttelse indeholder pakken lettelser på foderområdet, herunder mindre skrappe regler for fornyelse af godkendelser af fodertilsætningsstoffer og øget digitalisering af mærkning.

Pakken er Kommissionens 10. såkaldte omnibusforslag i den nuværende mandatperiode og skal bidrage til målet om at reducere de administrative byrder med mindst 25 procent – og op til 35 procent for små og mellemstore virksomheder – samtidig med at innovation og konkurrenceevne styrkes.

Planter