175 gæster oplevede fremtidens topsorter på Mors
Fremtidens sorter var på programmet da Vestjyllands Andel holdt markvandring på Peterslund på Mors.

Solen stod flot over Peterslund, da der i den forgangne uge var markvandring på Mors. 175 interesserede mødte op.
Solen stod flot over Peterslund, da der var markvandring på Mors.
Fremtidens sorter i hvede, raps og vårbyg var på programmet, mens de 175 gæster også fik mulighed for at blive introduceret for de kommende nyheder inden for planteværn.
I vårbyg blev sorterne Feedway, Newway og Raceway vist frem. Det blev især bemærket, at Newway havde busket sig ekstremt godt.
Nye svampemidler
Ved planteværnssessionen blev deltagerne præsenteret for Balaya fra BASF og Univoq fra Corteva. Begge midler er nye svampemidler, som ventes på markedet i 2020.
- Hvert firma havde fået stillet en stor parcel til rådighed, hvor de kom med deres bud på den optimale svampestrategi, indeholdende deres nyheder. På dagen var der ikke synlig forskel på strategierne, men afprøvningen følges til høst, hvor der høstes udbytte i storparcellerne, fortæller produktkonsulent ved Vestjyllands Andel, Claus Jacobsen.
- Bayer præsenterede planteværnsnyheden, Mateno Duo, som er et nyt ukrudtsmiddel til vintersæd, der blandt andet kan klare problematikken med spildraps i efteråret, forklarer Claus Jacobsen.
Imponerede udbyttepotentiale
I hveden blev deltagerne præsenteret for tre forskellige hvedesorter, med hver deres styrker.
- Informer er en nyhed fra sidste år, som udmærker sig ved at være en robust og sund sort og betegnes som det sikre valg. Chevignon har hele sæsonen igennem stået flot og kraftigt, hvilket også imponerede de fremmødte. Sorten egner sig specielt til sen såning, grundet dens kraftige vækst, fortæller Claus Jacobsen og fortsætter:
- Den helt store nyhed var sorten LG Mocca, som er en nyhed, der kommer på markedet fra i år. Sorten præsenterede sig flot ved at være grøn fra top til bund og med enormt kraftige strå.
Deltagerne var især imponerede over sortens udbyttepotentiale og egnethed for tidlig såning.
Generelt udtrykte de fremmødte begejstring for, at der var præsenteret sorter med forskellige egenskaber, så der var noget for enhver smag.
- Hvis jeg skal fremhæve en af de ting, som deltagerne især virkede begejstret for, var det, at alle sortsdemoer og afprøvninger var anlagt i storparceller, så alt blev testet i landmandspraksis, slutter Claus Jacobsen.