Vinterraps kan optage meget store mængder kvælstof i efteråret og responderer visuelt meget på tilførslen. Kvælstoftilførsel er derfor ifølge Torkild Birkmose, landskonsulent hos Seges, en effektiv måde at styre, om man ønsker en kraftig eller mindre kraftig afgrøde om efteråret. 

- Det er almindeligt at udbringe en vis mængde kvælstof i gylle eller handelsgødning før eller i forbindelse med såning eller efter afgrødens fremspiring. I praksis anvendes en række forskellige strategier, og ofte diskuteres, hvilken strategi, der er den optimale, siger Torkild Birkmose og uddyber: 

- Mange forsøg med tilførsel af både handelsgødning og gylle har dog vist, at høstudbyttet er meget robust overfor den valgte strategi for efterårsgødskning. Med andre ord kan man kompensere vinterrapsen om foråret ved at tilføre mere kvælstof, hvis man nøjes med ingen eller en lille mængde om efteråret. 

Moderat mængde kvælstof  

Ifølge landskonsulenten tyder forsøg på, at en moderat mængde kvælstof til vinterraps er passende ud fra visse overvejelser. 

- Ingen kvælstof om efteråret overhovedet er ikke tilrådeligt, fordi det kan medføre en uens vækst, og vinterrapsen får dårlig konkurrenceevne overfor ukrudt. Afgrøden kan også få synlig kvælstofmangel, siger Torkild Birkmose.

Derudover er meget kvælstof om efteråret – mellem 60 og 80 kilo kvælstof – ikke en god idé, da man risikerer en for kraftig afgrøde med øget risiko for udvintring. Man risikerer også, at afgrøden ikke når at optage det hele, og at en del af det udbragte kvælstof udvasker i løbet af vinteren. 

- Vi anbefaler en moderat mængde kvælstof om efteråret, hvilket vil sige mellem 30 og 40 kilo kvælstof pr. hektar. Det giver en passende, ensartet afgrøde, en rimelig konkurrencedygtighed overfor ukrudt og en rimelig sikkerhed for, at alt det tilførte kvælstof udnyttes, så der ikke er øget risiko for udvaskning, siger landskonsulenten og tilføjer, at der er stor fleksibilitet med hensyn til gødningstype og tilførselstidspunkt. 

- Kvælstoffet kan tilføres i handelsgødning eller gylle, og det kan tilføres før eller i forbindelse med såning, eller når vinterrapsen er kommet i god vækst og har mellem fire og seks blade, slutter Torkild Birkmose.