- Strukturskader laver vi selv, og derfor kan vi også undgå dem, hvis vi gør det rigtigt.

Ordene kommer fra planteavlskonsulent Christian Søndergaard Christensen, LandboNord, der gerne ser et opgør med, hvordan jorden traditionelt dyrkes.

- Det mest nærliggende eksempel hæfter sig på al den vand, vi har fået de sidste mange måneder. Der er ingen jorde, der har gavn af at blive pløjet og kørt på, hvis de er våde. Vi ødelægger mere, end vi gavner, og vi skal derfor være bedre og langt skarpere til at tage beslutningen om ikke at så i efteråret, selvom vi gerne vil have lang vækstsæson og høje udbytter, hvis jorden er meget våd.

- Fokus på gode udbytter gælder også høsten mange år frem, og ødelægger vi jorden, så er det ikke den vej det går, siger han.

Ødelægger vandledningsevnen

Christian Søndergaard Christensen fremhæver, at strukturskader ødelægger jordens frugtbarhed og vandledningsevne.

- Vi ser det alt for tit. Jordens makroporer bliver komprimeret ved tung kørsel, og vandets vej mod drænene vanskeliggøres.

Planterne har brug for et godt vækstmedie. En af de vigtige faktorer er, at planterødderne vokser hurtigt og nemt trænger ned gennem jorden til der, hvor der er vand og næringsstoffer.

- Ælter vi jorden sammen med en plov i vådt vejr, ødelægger vi de naturlige gange i jorden, og vi får et dårligt rodnet og lavere udbytter til følge.

Årsmøde i planterådgivningen LandboNord

Dato: Torsdag den 14. november 2019

Klokkeslæt: 16.30 - 22.00

Sted: Idrætscenter Vendsyssel, Stadionvej 17, 9760 Vrå

Samme sprøjtespor hvert år

Også sprøjtesporene slår planteavlskonsulenten et slag for.

- Vi skal have styr på, hvor sprøjtesporene er og så køre nøjagtigt samme sted gang på gang – år efter år.

- Er jorden første ødelagt, så er den ødelagt. Vi skal derfor sørge for at holde os inden for det samme felt, så vi får så lidt af markens jord kørt fast og hård, lyder rådet.

Christian Søndergaard Christensen fortæller mere om emnet til LandboNords Årsmøde på torsdag.

henriette@effektivtlandbrug.dk
telefon 40 21 97 57