Trods kritik er Lisbeth Henricksen, Seges Innovation, sikker på, at den grønne trepartsaftale vil sætte gang i en stor grøn omstilling af landbruget.
- Det er et svigt af en fantastisk mulighed for at udvikle vores landbrug, så det i fremtiden kunne producere sunde og klimavenlige fødevarer, sikre plads til natur og lade livet vende tilbage til vores fjorde.
Det var udmeldingen fra Greenpeace, da det stod klart, hvad man var nået frem til i forhandlingerne hos Den grønne trepart tidligere på året.
Her kaldte organisationens kampagneleder for landbrug og natur og skov, Christian Fromberg, slutteksten for et slattent kompromis, en elendig afgift og en kniv i ryggen på havmiljøet.
- Alt for få ambitioner
Som bekendt indebærer trepartsaftalen, at der skal udtages over 15 procent af al landbrugsjord i Danmark, men det er alt for lidt, mener både Greenpeace, men også flere andre organisationer, blandt dem Klimabevægelsen i Danmark, Klimarådet og Økologisk Landsforening.
Tidligere i år var de organisationer medunderskrivere på rapporten Fra Foder til Føde II, der lagde op til massive nedskæringer af den konventionelle produktion.
Det ville blandt andet betyde en reduktion af kvægholdet med 65 procent, af fjerkræholdet med 75 procent samt en nedskæring af antallet af grise med massive 95 procent.
Samtidig ville man i det udspil udtage en halv milliard hektar jord inden 2027, og til sammen ville det sænke udledningerne af klimagasser i 2040 med 78 procent, altså langt mere end de 1,8 millioner tons CO2, som trepartsaftalen lægger op til.
- Aftalen er for eksempel et markant paradigmeskift i forhold til vandmiljøindsatsen
Lisbeth Hendricksen, direktør, Seges Innovation - i Berlingske
Adskillige genistreger
Men spørger man direktør for innovation hos Seges, Lisbeth Henricksen, er der adskillige genistreger i trepartsaftalen, blandt andet at man tager udgangspunkt i de enkelte bedrifter.
- Dette giver landmændene et incitament til at trykke på klimaspeederen, fordi det virkelig kommer til at batte for klimaet, når man gør en ekstra indsats på sin gård, skriver hun i et debatindlæg i Berlingske, og slår fast, at aftalen vil sætte gang i den grønne omstilling af landbruget.
- Aftalen er for eksempel et markant paradigmeskift i forhold til vandmiljøindsatsen, hvor der nu iværksættes en helhedsorienteret indsats med målrettet arealomlægning med fokus på en lokal planlægning og implementering, skriver hun og fortsætter:
- Aftalen styrker samtidig rammerne for den lokale udtagning af lavbundsjorde med blandt andet flere såkaldte udtagningskonsulenter.
De afgørende forhandlinger om den grønne skattereform af landbruget starter i løbet af de kommende måneder.