Søndag den 12. august åbnede den anden af i alt 21 naturnationalparker, der indtil videre er i vente.

Parken blev åbnet af miljøminister Maria Reumert Gjerding, der blandt andet sagde:

- I dag er en fantastisk dag for naturen. Vi har brug for områder, hvor naturen er førsteprioritet, og hvor der bliver skabt flere og bedre levesteder for truede dyr og planter – for eksempel de rødlistede arter sortspætten og koralpigsvampen, som lever i netop Naturnationalpark Gribskov. Derfor er jeg simpelthen så glad for i dag at kunne indvie Danmarks anden naturnationalpark.

Naturnationalparken består af i alt 1.300 hektar skov, som fremover skal stå urørt, hvilket blandt andet betyder, at træer skal have lov at vælte og blive liggende, og menneskeskabte grøfter skal fjernes, så moser og vådområder bliver naturligt genetableret.

Medlem af bestyrelsen for Naturnationalpark Gribskov, dyrlæge Tue Villebro, har i Effektivt Landbrug flere gange udtrykt kritik af, at bestyrelsen reelt ikke har haft indflydelse på beslutningerne. Han har blandt andet udtrykt bekymring for dyrevelfærden for de kommende dyr i parken, idet Naturstyrelsen har fået dispensation fra dyrevelfærdsloven uden bestyrelsens fulde opbakning.

Det er hensigten, at store græssende dyr skal udsættes og være med til at skabe levesteder for insekter og fugle. Blandt andet meldte ministeren for nylig ud, at det er hensigten, at der skal udsættes omkring ti elge i parken, selvom elge er solitære dyr, der helst lever hver for sig.

PolitikNatur