Ved L&F Centrovices generalforsamling slog formand Torben Povlsen fast, at det er vigtigt, at landbruget fortsat sidder med ved bordet, når der forhandles, og at pladsen bedst udfyldes ved at se mulighederne, være positive og forandringsparate.
Med godt 180 tilmeldte var det en fyldt sal, der ved L&F Centrovices generalforsamling i Vissenbjerg hørte genvalgte formand for bestyrelsen, Torben Povlsen understrege, at alle skal have en tro på, at det, landbruget besidder og arbejder med til dagligt, er en del af den grønne omstilling, der skal lykkes i fremtiden.
- Den grønne omstilling kører for fuld fart. Vi skal være en del af den. Vi skal producere bæredygtige fødevarer med lavt klimaaftryk og med lav belastning i enhver henseende. Vi skal producere natur, vi skal producere klimavenligt, vi skal lave mad. Men hvem ved, hvad vi skal lave i fremtiden ud over det, vi gør i dag?
- Jeg tror, at der er rigtigt mange ting, vi slet ikke forestiller os endnu, der bliver en vigtig del af landbruget om 20-30 år. Og den omstilling, vi skal igennem her de kommende år, den er vi nu i gang med at få lagt grundstenene til.
Påvirkning fra verden
Formanden fortalte, hvordan bestyrelsen har været både i Bruxelles for at være forberedt på CAP-reformen, der kommer i 2027-2028 og i Holland for at snakke med landmænd, der er igennem en kæmpe omstilling, hvor de står på et kvælstofgrundlag, som dansk landbrug gjorde, før de første vandplaner i 90’erne.
- Der er nogen ting, der sker omkring os, der kommer til at have indflydelse på vores måde at drive landbrug på. CAP-reformen bliver markant anderledes end det, vi ser ind i dag. Hvis Ukraine vinder krigen, og kommer med i EU, så kommer der 40 procent mere landbrugsjord med i EU til at dele, den økonomi, der er, for de kommer ikke med den samme økonomi. Og kommer de ikke med, så skal pengene bruges på krudt og kugler, og så er det en anden type sikkerhed, end fødevaresikkerheden, der kommer til at flytte noget i forhold til vores grænser.
- Vi kommer til at kigge ind i, hvordan vi kan være en del af løsningen i samspil med EU, hvor det, der skal være samspil med EU og verden, bliver noget omkring den grønne omstilling. Det bliver ikke noget om den grundbetaling, vi har i dag, forudså formanden.
Komplekst samspil
Torben Povlsen fremhævede samspillet mellem regeringen og L&F som komplekst.
- Vi skal ramme et bagland, der tæller fra Hvidesande i vest til Bornholm i øst, fra nord til syd, og vi skal alle sammen kunne se os selv i vores organisation. Men samtidig skal vores organisation have en profil, så politikerne vil snakke med os, så vi kan sidde med ved bordet og være en del af de løsninger, der skal skabes.
- Den profil Søren Søndergaard som formand har sat for L&F ved at være dialogsøgende, reel, ordentlig og kunne tale med alle. Det kan vi kun være glade for, for det betyder så meget for, hvordan vi kan arbejde os fremad. Det betyder også, at skal han kunne lyttes til stadigvæk, så er det vigtigt, at vores tone og retorik ligger i samklang således, at man ikke kan pege på ham og sige, ja det er godt med dig, men hvad siger dit bagland?
- Vi er helt i tråd med, at det er dialog og ordentlighed, der holder os inde i beslutningerne og skal være med til at skabe det, der skal gøre det danske landbrug stærkere.
Essentielt også i fremtiden
Efter gennemgang af Svarer-rapporten, sikkerheden i landbruget, Klimafolkemødet, Centrovice Youth, nybygning, Det Fynske Dyrskue og vedtægtsændringer sluttede Torben Povlsen med en opfordring:
- Vi skal være positive. Vi skal se mulighederne. Jord og fødevarer er essentielt også i fremtiden. Vi skal ikke blive bange for forandringer. Et eller andet kommer der til at ske i fremtiden, som er helt anderledes, end det vi ser ind i i dag. Det, det drejer sig om for os, det er at placere os rigtigt i værdikæden, så vi tydeligt er et stærkt aktiv.
- Det tror vi på, at vi kan være med til at levere. Det skal de unge også tro på. Forandringerne kommer og vi skal tilgå dem positivt.
Citater fra debat:
Landbrugets grønne omstilling – hvordan gør vi det egentlig i praksis?
- I (L&F Centrovice, red.) er ikke til at komme udenom
Tonni Hansen, borgmester Langeland
- Vi vil ikke have, at man dræner vores landdistrikter for de arbejdspladser, vi har i landbruget
Tonni Hansen, borgmester Langeland
- Landbruget fylder rigtigt meget, når vi kigger ind i 2030 klimamålene
Hans Stavnsager, borgmester Faaborg-Midtfyn Kommune
- Det fynske samarbejde giver os mulighed for at være førende på nogle områder i forhold til det nationale
Hans Stavnsager, borgmester Faaborg-Midtfyn Kommune
- Der er potentiale for at lave måske op imod dobbelt så meget vedvarende energi fra landbrugssektoren
Peter Nyegaard Nissen, plantedirektør L&F
- Vi ser positivt på de byggesten, der bliver lagt op til os i Svarer-rapporten. Der er behov for lige at få dem sat sammen på en lidt anden måde
Martin Brauer, cheføkonom L&F
- Vi skal være glade for, at vi sidder på det råstof, som er helt afgørende for fremtiden, nemlig biomassen
Martin Brauer, cheføkonom L&F