Der var godt proppet med spørgelystne studerende på Erhvervsakademi Aarhus, da miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i halvanden time debatterede miljø- og landbrugspolitik med 100 studerende midt i valgkampen.

En spurgte, om der kommer mere eller mindre landbrug om ti år.

- Hvis du tænker arealmæssigt, kommer der mindre, og hvis du tænker produktionsmæssigt, kommer der mere, svarede Jakob Ellemann-Jensen og uddybede.

- Vi skal bruge den jord vi har, bedst. Økologisk produktion har en masse fordele, men giver udfordringer arealmæssigt, lød det.

 

Mere vild, sammenhængende skov

Ministeren blev også bedt om at forholde sig til landbrugets klimaaftryk.

- Når det kommer til landbruget, så er de fleste lavt-hængende frugter allerede plukket. Men jeg ser gerne, at vi får mere vild, sammenhængende natur og bynær skov, sagde han.

 

Generationsskifte

En af de studerende ville høre ministerens bud på, hvad man skal gøre med et af landbrugets allerstørste problemer - at finde arvtagere til bedrifterne. Til det svarede ministeren, at generationsskifte-problematikken til dels skyldes landbruget selv.

- Et erhverv, der taler sig selv ned, er ikke superattraktivt. Jeg tror, at landbruget selv må pege på nogle alternative ejerskabsstrukturer. Det nytter ikke noget at se fremtiden med fortidens briller. Så unge landmænd, gør nu selv en indsats for at forklare omverdenen, hvad I er så hamrende gode til. Jeg savner nogle gange, at man selv griber det ansvar. At man spørger sig selv: Hvordan kan vi gøre det anderledes? Hvis omverdenen ikke forstår jer, så gør noget ved det, opfordrede miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Politik