EU-Kommissionen har efterkommet Danmarks ønske om en fornyelse af kvægundtagelsen. Beslutningen blev taget på et møde i Nitratkomitéen i Bruxelles i dag, hvor repræsentanter for EU's medlemslande enstemmigt besluttede at forny den danske undtagelse fra nitratdirektivet.

Dermed kan de danske konventionelle kvægbrug se frem til at kunne fortsætte med at bruge kvægundtagelsen, der giver dem mulighed for at dække en større andel af deres gødskningsbehov med husdyrgødning end EU's nitratdirektiv ellers tillader.

- Jeg glæder mig meget over, at vi igen er lykkedes med at få en fornyelse af kvægundtagelsen i hus. Det har været afgørende, at Danmark har kunnet vise, at vores implementering af nitratdirektivet virker, og at undtagelsen ikke fører til en større belastning af grundvand og vandmiljø. Det vidner om, at EU-Kommissionen og de øvrige medlemslande har tillid til vores regulering og til de miljøkrav, vi stiller for landbruget, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Undtagelsen betyder, at kvægbrug årligt kan udbringe op til 230 kg kvælstof fra husdyrgødning og anden organisk gødning per hektar på deres marker. Uden undtagelsen havde grænsen været 170 kg per hektar. Til gengæld skal kvægbrug, der anvender undtagelsen, leve op til en række særlige miljøkrav. Blandt andet skal landmændene plante specifikke afgrøder, der er særligt gode til at optage kvælstof.

Ingen nye betingelser

Samtidigt kan landmændene glæde sig over, at den nye undtagelse ikke medfører nye betingelser for de kvægbrug der anvender den. Den nye kvægundtagelse giver i stedet grundlag for, at undtagelsesbedrifter fremadrettet får mulighed for at vælge mellem flere afgrøder.

De justerede betingelser sikrer fortsat at brug af undtagelsen ikke fører til en større belastning af miljøet.

- Det er en rigtig god nyhed, at det er lykkedes at overbevise vores kolleger i EU om at give nye muligheder for at beskytte vandmiljøet, således at vi sikrer en større fleksibilitet for de landmænd, der ønsker at benytte undtagelsen, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Den nye undtagelse gælder indtil 31. juli 2020.

 

Politik