Uforstående professor: Hvad er det for mutationer, der er tale om?

Professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, Jens Lundgren, savner information fra Statens Serum Institut om, hvad præcis det er for mutationer i mink, der er tale om, som har fået regeringen til at alarmere resten af verden om risikoen for en ny pandemi.

- Med alt respekt for Danmark som verdens navle, er minkene ikke problemet for den her coronavirus, udtalte infektionsmedicineren Jens Lundgren til DR Nyheder i midten af oktober. 

Siden pressemødet i går har fagkolleger fra hele verden ringet, mailet og sendt sms til Jens Lundgren.

Alle vil vide, hvad det er, eksperterne på Statens Serum Institut har fundet i petriskålene. Om der er tale om helt nye mutationer, som forskerverden aldrig før har hørt. Eller om der er tale om de mutationer, som SSI allerede for længe siden har omtalt internationalt.

Ingen ved det, og der er heller ingen information at finde om den risikovurdering, der er offentliggjort, og som har ført til masseaflivning af 17 millioner mink i Danmark på tværs af de over 1.000 minkfarme.

- Hvis man claimer (påstår, red.), at man har fundet noget, der kan skade folkesundheden og potentielt skabe en ny pandemi og måske en helt ny sygdom, skal vi altså vide, hvad pokker det er, de mistænker. Så vi andre også kan undersøge, om det her er en trussel mod den globale folkesundhed eller ej, siger Jens Lundgren til Politiken.

Mangler bevisførelse

På onsdagens pressemøde lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at han efter reglerne alarmerede WHO, EU-Kommissionen og EU’s smitteagentur ECDC om den nye Covid-19-art fundet på danske minkfarme i Nordjylland.

Denne mutation kan ifølge Kåre Mølbak i værste fald blive startskuddet på ny pandemi.

Netop derfor forstår Jens Lundgren, som er en af landets førende infektionseksperter, ikke, hvorfor Statens Serum Institut ikke har offentliggjort deres fund, så det globale forskersamfund kan se dem over skulderen og se, om der virkelig er grund til så alvorlige og dystre miner, som blev fremført på pressemødet. Et pressemøde som nu kan være et nådestød til den danske minkbranche. 

Jens Lundgren savner dybbest set indsigt i, hvorfor der er tale om Nordjylland som et »nyt Wuhan«.

- Hvad er det for mutationer, der er tale om? Er det nyt eller de mutationer, seruminstituttet allerede har meldt ud? Vi ved intet, alle os, der arbejder på højtryk for at få udviklet vacciner og antivirale lægemidler. Og vi har ikke før været så bekymrende over de mutationer fra mink, som det tyder på, at vi nu skal være. Derfor er det simpelthen ikke godt nok, at verdenssamfundet på den måde holdes hen, lyder det fra professoren.

Ny variant eller ej

Han forklarer, at det er meget normalt, at der opstår mutationer i det såkaldte spike protein, hvor virus hæfter sig til kroppens celler og skaber infektionen. Det er spike-proteinet, mange vacciner og behandlinger designes til at målrette sig efter, da virus ikke kan hæfte sig fast i kroppen uden dette protein.

- De mutationer i spike-proteinet er beskrevet mange steder tidligere, også fra seruminstituttet, ved minkvarianterne. Så vi skal altså forstå, om der virkelig er tale om en helt ny variant, de har fundet, og som vi ikke har hørt om før, eller det er dem, vi kender allerede, siger han og fortsætter.

- Historien er nu kørt så hårdt op på grund af pressemødet i går (i onsdags, red.), at seruminstituttet nu bliver nødt til at sige præcist, hvad er det, de har fundet, så vi alle kan forholde os til det, siger han.

WHO holder øje  

Verdenssundhedsorganisationen WHO kommenterer nu også på fundet af mutationer af coronavirus i danske mink.

WHO skriver på Twitter, at organisationen er i dialog med de danske myndigheder.

- Det er lidt tidligt at kunne se de mulige konsekvenser af sådan et fund. Men det er alligevel alvorligt, fortæller fødevaresikkerhedsekspert hos WHO, Peter K. Embarek, til TV2 og fortsætter:

- Men indtil da er det helt centrale at sikre, at mutationen ikke spreder sig. Og til det er aflivningen af alle danske mink et effektivt middel. Det er ærgerligt, men fornuftigt.

victor@agrinews.dk
telefon +45 23 74 12 37

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også