L&F afviser skarp kritik fra Danske Svineproducenter
Det holder ikke i byretten, når Danske Svineproducenter anklager Landbrug & Fødevarer for ikke at ville forsvare erhvervet i forbindelse med angreb udefra, påpeger L&F-direktør Morten Høyer.

- På baggrund af vores kritik vil der nu blive bragt en præcisering i Nyhederne og på tv2.dk, siger Morten Høyer, direktør i Landbrug & Fødevarer.
Landbrug & Fødevarer bruger mange kræfter på at forsvare organisationens medlemmer i medierne.
Det slår L&F-direktør Morten Høyer fast, efter at Landsforeningen af Danske Svineproducenter (LaDS) tirsdag kritiserede organisationens manglende reaktioner på en historie i TV2 om sygdom for mennesker, der bor tæt på svinefarme.
Til den givne historie ønskede Landbrug & Fødevarer ikke at stille op til et interview, hvilket LaDS har kritiseret. Men L&F har i stedet klaget over det, man fra L&F's side så som manglende dokumentation fra TV2 i den konkrete sag.
- Vi har løbende haft en dialog med journalisterne på TV 2, hvor vi gang på gang har stillet os undrende over for deres dokumentation, kildekritik og vinkling af historien, siger Morten Høyer og fortsætter:
- Vi har på baggrund af det klaget til seernes redaktør på TV 2, der i går aftes (mandag, red.) vendte tilbage. Her konkluderes det, at det var en stramning, da TV 2 bragte historien med overskriften »Svin kan gøre os syge«, og at tv-stationen ikke har dokumentation for, at det forholder sig sådan i Danmark.
Præcisering på TV2
Han fortæller, at sagen får konsekvenser i forhold til TV2.
- På baggrund af vores kritik og klage af TV 2’s udsendelser om emnet vil der nu blive bragt en præcisering i Nyhederne og på tv2.dk. Så når Danske Svineproducenter påstår, at L&F ikke vil stille op og forsvare vores erhverv, så er det jo helt bundløst, lyder det fra Morten Høyer, der samtidig forsvarer interesseorganisationens politik i forhold til medlemmerne.
- Vi bruger mange kræfter på at forsvare vores medlemmer i medierne, og Danske Svineproducenter ved udmærket også godt, at vi ikke har siddet på hænderne i sagen med TV 2.