Patriotisk Selskab gennemfører en række omstruktureringer for at følge med udviklingen i landbruget og styrke konkurrenceevnen. Faste udvalg for økonomi, planteavl og husdyrbrug nedlægges. I stedet vil bestyrelsen fremover kunne nedsætte tværfaglige udvalg, der arbejder med aktuelle emner som for eksempel grøn trepart.

- Vi vil kunne agere hurtigere på nye udfordringer og muligheder, lyder det fra ledelsen i et nyhedsbrev.

Samtidig foreslår bestyrelsen, at eksterne medlemmer kan inviteres ind i bestyrelsen. Det kræver ændringer i vedtægterne, som behandles på generalforsamlinger i maj og juni.

I direktionen nedlægges én af de nuværende direktørstillinger. I stedet skal en ny kommerciel direktør ansættes.

- Det kræver et stærkt kommercielt fokus, og derfor søger vi nu en profil, der kan geare organisationen til konkurrencen, lyder det.

Ændringen betyder, at Christian H. Vesterager stopper som direktør efter ti år. Bestyrelsen takker ham for en stor indsats.