Ved regnskabsgennemgangen konstaterede Truels Damsgaard, administrerende direktør i DLF, at høsten 2020 i gennemsnit havde resulteret i en rekordhøj frøafregning på godt 15.000 pr. hektar til selskabets frøavlere. 

Det er resultatet af 30 års strategisk transformation af DLF, hvor DLF er gået fra at være et produktionsselskab uden egne sorter og internationale salgskanaler til i dag at være global markedsleder med egen forædling og et internationalt salgs- og distributionsnetværk.

I 1990’erne var græsfrø en bulkvare, der blev produceret og solgt baseret på prisen. I dag er græsfrø en højværdiafgrøde, hvor afsætningen i høj grad er koblet op på sortsegenskaber og egen distributionskraft. Kigger man på arealudviklingen i Danmark gennem 30 år, er DLF gået fra at producere på omkring 35.000 hektar i starten af 1990’erne til forventeligt at runde 80.000 hektar i 2022.    

Og spørger man Truels Damsgaard, glæder han sig over årets rekordresultat:

- Jeg glæder mig over, at DLF endnu en gang har landet et stærkt resultat, og ejerne samtidigt har kunnet indkassere en rekordstor afregning. Det glæder mig også, at vi kan vise en vækst i frøavlsarealerne i Danmark, samtidig med at frøafgrøderne i de seneste 10 år har præsteret en indtjening på et højt niveau til frøavlerne. Det er et meget stærkt afsæt for at videreudvikle forretningen. 

Største udfordring i årtier

DLF-formanden Christian Høegh-Andersen lagde i sin beretning ikke skjul på, at den nye klimaaftale om grøn omstilling for landbruget – sammen med kommende CO2-afgifter og den nye CAP-reform – bliver den største udfordring, danske landmænd har stået overfor i årtier.

Han opfordrede til at gå konstruktivt til opgaven og finde de innovative tanker frem, så dansk landbrug kan udbygge sin klimaeffektive landbrugsproduktion og dermed bidrage til de globale klimamål og nye arbejdspladser. 

Det handler også om at lave en ressourceeffektiv produktion, der udnytter solens energi og vækstsæsonen på en optimal måde. Her placerer de flerårige kløver- og græsarter sig som et godt bud på plantetyper, som vi fremover i højere grad skal udnytte i landbruget til en bæredygtig og klima- og miljøvenlig produktion af foder, protein og biomasse.

Gunstigt udgangspunkt

- DLF’s udgangspunkt er særdeles gunstigt i forhold til at bidrage med løsninger på de store klimaudfordringer. Vores hovedafgrøder, græsser og kløver, har en meget positiv miljø- og klimaprofil i forhold til andre afgrøder, påpegede Christian Høegh-Andersen og tilføjede:

- De er flerårige med en lang vækstsæson, der resulterer i stor biomasseproduktion hen over året. Brugen af plantebeskyttelse er minimal, og en stor og dyb rodmasse øger indlejringen af kulstof i jorden og giver minimal udvaskning af kvælstof.

- Endelig viser undersøgelser, at emissionen af drivhusgasser fra en græsmark er mindre end fra en majs- eller kornmark, fastslog formanden på generalforsamlingen.

Regnskaber