Hindsholm får ny statsskov

Naturstyrelsen har sammen med Kerteminde Kommune og to lokale vandværker erhvervet 60 hektar jord til en ny skov.

Naturstyrelsen har i samarbejde med Kerteminde Kommune samt Dalby og Mesinge Vandværker erhvervet knap 60 hektar jord til skovrejsning syd for Dalby på halvøen Hindsholm. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen, der i forvejen forvalter lysåben natur på Hindsholm, blandt andet Fyns Hoved.

- Fyn er et af de steder i Danmark, hvor vi har allermindst statsejet skov, men der kommer hele tiden nyt til. Den nye aftale betyder, at vi om nogle år kan byde alle i Kerteminde og omegn velkommen i en statsskov med de muligheder, den giver for naturoplevelser og friluftsliv hele døgnet rundt, siger skovrider Jakob Harrekilde Jensen.

CO2 neutral i 2050

Kerteminde Kommune har en målsætning om at blive CO2 neutral i 2050, og for at nå det er skovrejsning et vigtig virkemiddel i det åbne land.

- Vi har en ambition om, at skov- og naturarealet i kommunen frem mod 2050 skal øges med 1.200 hektar. Der skal derfor være langt mere skov i Kerteminde Kommune, end der er i dag. Så det her projekt, med cirka 60 hektar ny skov, er en rigtig god nyhed for vores fælles natur, klimaet og drikkevand. Området bliver offentlig tilgængeligt, til glæde for vores borgere og turister, som om nogle år vil kunne nyde en smuk skov udvikle sig i det kuperede terræn på Hindsholm, siger Kerteminde Kommunes borgmester, Kasper Ejsing Olesen.

Ingen gødning og pesticider

Grundvandsressourcen under skoven vil fremover være beskyttet mod forurening af pesticider og kvælstof, da Naturstyrelsen ikke anvender gødskning og pesticider i skoven. Det er derfor også en god nyhed for Dalby og Mesinge Vandværker, som tilsammen leverer langt størstedelen af vandforsyningen på Hindsholm.

- En ny statsskov på Hindsholm er en virkelig god nyhed for vores drikkevand. Det er vigtigt med denne sikring af vores fælles grundvandsressource for nulevende og kommende generationer på Hindsholm, siger Jørn Koefoed, formand for Dalby Vandværk

- Godt drikkevand er og har altid været en grundsten for godt liv. Vi er, som små lokale vandværker, stolte af at kunne bidrage til projektets realisering, så grundvandsressourcerne her på vores halvø sikres mod forurening, siger Gert Tofte, formand for Mesinge Vandværk.

Ny statsskov på Hindsholm

Ejendommen Mosegården erhverves med overtagelse pr. 1. september 2024. Bygningsparcellen forventes videresolgt ultimo 2024

Det samlede budget for den nye skov beløber sig til 11,8 millioner kroner fordelt på 8,9 millioner kroner til erhvervelse af jorden og 2,9 millioner kroner til etableringen af skoven

Arealerhvervelsen finansieres af de fire parter med følgende andele: Kerteminde Kommune (43%), Naturstyrelsen (25%), Dalby Vandværk (18 %) og Mesinge Vandværk (14 %). Naturstyrelsen finansierer etableringen og fremtidig drift, herunder skovrejsning, naturgenopretning og faciliteter

En nedlagt grusgrav på ejendommen er i dag udlejet til Nordøstfyns Jagtforening til flugt- og riffelskydning i perioden 1. april – 30. september. Naturstyrelsen forventer at indgå en ny lejeaftale, når den nuværende aftale udløber 28. februar 2025

Dalby Vandværk har tilladelse til at indvinde 140.000 m3 vand pr. år fra tre boringer. Den ene boring ligger inden for projektområdet for den nye skov og de to andre tæt på, hvoraf den ene har BNBO-areal (Boringsnært Beskyttelsesområde) delvist inden for projektområdet

Mesinge Vandværk har tilladelse til at indvinde 135.000 m3 vand fra tre boringer. To af boringerne ligger tæt på projektområdet for den nye skov og med BNBO-arealer delvist inden for projektområdet

Naturstyrelsen vil efter overtagelsesdagen igangsætte forundersøgelser af området og i forbindelse med planlægningen af den nye skov i 2025 gennemføre arrangementer for at få borgere og naboers input til den ny skov, som forventes plantet i 2027

Læs også