En grisetransport væltede omkring klokken 7.45 tirsdag morgen. Uheldet skete i rundkørslen Hjulbyvej/Bøjdenvej ved Nyborg og førte til, at politiet lukkede strækningen.

I alt 700 smågrise befandt sig i lastbilen. Flere af dem blev slået ned på stedet, mens andre blev flyttet over i en anden lastbil for at blive transporteret væk, oplyser TV2 Fyn.

Mediet oplyser, at chaufføren er chokeret over uheldet, men ifølge Fyns Politis vagtchef Steen Nylands oplysninger er han uskadt.

Det vides ikke endnu, hvorfor lastvognen væltede.

Efter flere timer, hvor borgerne måtte finde alternative veje, genåbnede politiet strækningen om eftermiddagen.

Svin