Forsøg: Fibre og flere udfodringer giver energi til faringen
En analyse af flere forsøg gennemført på Aarhus Universitet viser, at søerne løber tør for energi og derfor ikke gennemfører en hurtig faring. Det satte Seges Innovation sig for at formidle i webinaret The Piglet’s Journey - Before the Farrowing.

Camilla Kaae Højgaard, seniorkonsulent hos Seges Innovation, anbefaler 3-4 fodringer i døgnet, så der udfodres med 6-8 timers interval. Arkivfotos: Camilla Bønløkke
Resultater fra Aarhus Universitet viser, at der er en sammenhæng mellem hurtige faringer og antallet af dødfødte.
I en meddelelse på svineproduktion.dk beskrives resultaterne nærmere:
Når faringen begynder inden for tre timer efter sidste fodring, så var søerne i gennemsnit fire timer om at fare, og de fik kun 3,7 procent dødfødte grise i gennemsnit. Jo længere tid, der herefter gik fra sidste fodring til start på faring, jo længere tid var soen om at fare, og jo flere dødfødte grise var der i kuldet.
Det er derfor en god ide, at fodringerne er jævnt fordelt over døgnet. De fleste søer begynder at fare uden for normal arbejdstid, som ligger et sted mellem klokken 6 om morgenen til klokken 16 om eftermiddagen. Derfor er det ikke nok med to fodringer, der er placeret inden for den normale arbejdstid, for så vil for mange af søerne løbe tør for energi, hvis de farer om aftenen eller om natten.
Flere udfodringer anbefales
Camilla Kaae Højgaard, seniorkonsulent hos Seges Innovation, anbefaler 3-4 fodringer i døgnet, så der udfodres med 6-8 timers interval.
Søerne skal have 3,5-4 FEso pr. dag fra indsættelse i farestalden og frem til faring. Man bør ikke reducere fodertildelingen eller stoppe med at fodre soen, når den farer.

En undersøgelse fra Aarhus Universitet har vist, at jo længere tid der gik fra sidste fodring til start på faring, jo længere tid var soen om at fare.
Desuden anbefales fibre i foderblandingen.
Her nævnes roepiller som en god kilde til opløselige fibre, der hjælper soen med at holde en stabil blodsukkerkoncentration imellem udfodringerne. Det skyldes, at opløselige fibre langsomt bliver fordøjet i tyktarmen, hvilket giver en langsommere og længerevarende frigivelse af energi til soen end den stivelse, som hurtigt fordøjes og optages fra tyndtarmen.
Det oplyses endvidere, at fibre fra roepiller også er med til at reducere risikoen for forstoppelse, og forstoppelse omkring faring er kritisk, da knolde i endetarmen kan føre til langtrukne faringer og flere dødfødte pattegrise.
Se hele webinaret »The Piglet’s Journey - From Farrowing to Weaning – First webinar: Before the Farrowing« eller spring frem til oplægget »Feeding before Farrowing«. Webinaret finder du via svineproduktion.dk.










































